Det frivillige arbejde skal styrkes

Staten løser med rette en lang række opgaver for danskerne, men der findes også opgaver, som det offentlige hverken kan, skal eller bør løse. Frivillige i Danmark gør en kæmpe forskel for masser af mennesker. Det kan være den ældre, der står i Genbrugsbutikken, den unge der hjælper i lektiecafeen, eller den travle far der alligevel træner det lokale fodboldhold to gange om ugen.  

Oprettelsen af frivilligcentre
De frivillige skal have de bedste vilkår for at udføre deres vigtige arbejde. Det sikrer vi ved at støtte oprettelsen af Frivilligcentre, som kan organisere og styrke det lokale frivillige arbejde. Det har man allerede gjort i en række af landets kommuner, eksempelvis Rudersdal, med meget gode erfaringer. Derfor vil jeg kæmpe for offentlig støtte, i kombination med kommunal støtte, til oprettelsen af flere Frivilligcentre over hele landet.

Øget fradrag for donationer
Der findes en række danskere, som ikke selv har tid til frivilligt arbejde, men som i stedet ønsker at give et økonomisk bidrag til det frivillige arbejde. Disse bidrag er altafgørende for det frivillige arbejde. Derfor skal fradraget også øges for støtte til frivillige organisationer. Vi skal ikke brandbeskatte økonomisk støtte til frivillige initiativer.