Efter at have hørt i medierne om, hvordan Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre forhandlede i et tårn på Amager i 14 dage, var det nye regeringsgrundlag ventet med stor spænding. Skal jeg helt kort sammenfatte det nye regeringsgrundlag, bliver det med følgende frase: Der er noget nyt, noget gammelt, noget lånt og noget blåt!
Det nye… Jeg tror ikke nogen af os havde forventet, at det ville stå i et rødt regeringsgrundlag, at ”Skatten på arbejde skal sænkes markant”. Jeg havde heller ikke forventet, at man ville nedlægge Integrationsministeriet, hvilket man jo blankt afviste under valget, så det må også siges at være noget nyt. Begge ting må ses som et bevis på de radikales store indflydelse.
Meget bemærkelsesværdigt er det også, at man havde forventet meget nyt, som IKKE var at finde i regeringsgrundlaget. Herunder millionærskatten og bankskatten. Derudover også hele boligpakke, som Helle Thorning højt og helligt lovede før valget. Den blev der ikke råd til. Man kunne heller ikke finde noget nyt om max 24 elever i klasserne, eller etableringen af en ny permanent tolærerordning.
Det gamle… Der var også nogle gamle S/SF/R kendinger i regeringsgrundlaget. Eksempelvis bliver der fremrykket offentlige investeringer for 10 milliarder kroner, hvilket godt nok er fem milliarder mindre end lovet før valget. Samtidig fjernes starthjælpen og loftet over kontanthjælpsloftet. Der satses også meget massivt på grøn teknologi, med massiv støtte fra staten, hvilket også var ventet.
Det lånte… I regeringsgrundlaget nærmest praler man med, at man har lånt VK regeringens økonomiske politik, der står i hvert fald: ”Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, herunder genopretningsaftalen og forårets aftaler herunder tilbagetrækningsreformen.”. Så Helle Thornings torden mod regeringens økonomiske politik, er vist trukket tilbage.
Det blå… I det hele taget må man sige, at regeringsgrundlaget langt fra er så slemt som man kunne frygte. Det vidner om stor radikal indflydelse, som sikrer en ansvarlig økonomisk politik – og et tydeligt blåt skær. Men hvis jeg ved det nyligt overståede valg havde stemt på S eller SF, så ville jeg godt nok føle mig snydt nu. Der er virkelig blevet rendt fra valgløfterne, også i en fart, som vil kunne gøre selv Wilson Kipketer misundelig.
Skriv din mening
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar. Opret en bruger - det er nemt, hurtigt og vi spammer dig ikke.
