Indrømmet, bloggen har ligget frygtelig død de sidste 14-dage, og det skal jeg på alle mulige måder beklage. Men det er bare ligesom, at det aldrig rigtig er blevet hverdag igen, efter mine syv uger lange sommerferie. Forklaringen følge her…
Min ferie sluttede jo af med en tur til Paris, men den blev desværre lige tre dage kortere end forventet, da vi fik et opkald fra Danmark, som ændrede alting. Vi stod under Eiffeltårnet da Jens Jacobs far ringede og fortalte at Lene, Jens Jacobs mor, meget akut skulle igennem en hjerteoperation. Hun var blevet indlagt et par dage tidligere med menigitis, og de mente egentlig, at det var stabiliseret, men pludselig opdagede de, at hun også havde en stafilikokinfektion på den ene hjerteklap. Det var en meget alvorlig operation, som heldigvis blev fortaget af Skejbys dygtigste læger! Der var ikke brug for noget betænkningstid, Jens Jacob og jeg tog naturligvis det første fly vi kunne komme med hjem, og tog så direkte til intensivafdelingen på Skejby. Knap 10.000 kroner fattigere, men det betyder jo intet i sådan en operation.
Det er mere end tre uger siden at Lene var igennem den første svære operation. Efter lidt tid vågnede hun forsigtigt op, og eftersom hun ikke havde været ved bevidsthed i sammenlagt en uges tid, var hun rundt på gulvet. Men hun vågnede op som et helt og dejligt menneske, hvilket i sig selv var et mirakel, for der var en risiko for, at hun kunne have fået meget alvorlige hjerneskader – men det skete heldigvis ikke.
Lene var faktisk ved at få det rigtig godt, da vi ligepludselig fik noget af en mavepumper – der var igen kommet en stafilikokansamling på den nye hjerteklap, og Lene skulle helt akut igennem en kæmpe operation igen. Den besked fik vi i fredags, og nu her en uge efter, er hun igen ved at have det godt igen. At operationen i anden gang også gik godt, må også regnes som et mirakel.
De sidste tre uger har Jens Jacob været rigtig meget i Holstebro og på Skejby sygehus, da han har været så heldig, at have en del afspadsering på arbejde. Jeg har også været der ligeså meget, som jeg overhovedet har kunne, ligeså snart jeg har haft lidt fri fra arbejde og universitetet. Men al den rejsen frem og tilbage, har bare betydet, at det aldrig rigtig er blevet sådan hel hverdag igen.
Denne forfærdelige historie om min skønne svigermor ser heldigvis ud til at ende lykkeligt, selvom hun forsat skal være indlagt omkring seks uger. Men hun har virkelig kæmpet og fightet og været så ufattelig stærk, og jeg er ikke i tvivl om, at det er det, der har reddet hende. Men de sidste tre uger har været utrolig hårde, ikke mindst for Jens Jacob og hans familie, som virkelig har været fantastiske til at være der for Lene! Men nu hvor Lene er stabil igen, og alle infektionstallene er begyndt at falde, bliver der forhåbentlig lidt mere ro på. Både Jens Jacob og jeg er tilbage i København, og nu er der måske et håb for, at det ligeså stille bliver hverdag. Det har været en hård omgang, men når man nu igen ser Lenes smil og oplever hendes ufattelig betænksomme natur – så er det hele glemt!
Jeg skal nok prøve at være lidt mere flittig her på bloggen! 
