Mettes blog

Jeg har fået en ny udfordring, som på ingen måde minder om udfordringer jeg tidligere har stået over for. Som jeg før har fortalt om her på bloggen, så har jeg meldt mig som Buddie hos BestBuddies.

BestBuddies er en forening som formidler kontakt mellem udviklingshæmmede, og personer som ønsker at være ven eller veninder med en udviklingshæmmet. Jeg meldte mig til projektet for 2-3 måneder siden, men det har taget lidt tid at finde et match til mig, men det så sket nu.

Forleden mødte jeg min nye veninde for første gang, Anna! Anna er et år ældre en mig, går på en teaterlinje hos TV-glad, og er rigtig glad for dyr. Det var meget specielt at møde hende første gang, fordi man lige skulle afkode hende, og lære hende at kende - men førstehåndsindtrykket er super godt.

Jeg har meldt mig til projektet, fordi jeg gerne vil lave mere frivilligt arbejde, og prøve noget helt anderledes. Anna er en udfordring, fordi hun ikke vurderer mig ud fra 12-trins skalaen, og fordi hun ikke interesserer sig et dyt for politik. Når jeg er sammen med hende, er det mine menneskelige og sociale skills, som jeg bliver bedømt på - og det kan jeg godt li.

Jeg skal i svømmehallen med Anna i morgen, det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg er også nervøs, det indrømmer jeg gerne…

Hvis du har lyst at blive Buddie, så kan du læse mere her: http://sites.google.com/site/bestbuddiesdanmark/

Det Konservative Folkeparti har besluttet at etablere et EU netværk, som har til formål at skabe EU-debat både internt og eksternt, og forberede partiet til fremtidige afstemninger. Dette netværk har jeg været så heldig at få lov at være tovholder på, og det er natrligvis en stor fornøjelse.

Du kan være med i netværket uanset om du er medlem af Det Konservative Folkeparti eller ej, du skal blot overordnet dele partiets Europa-politiske linje. På langt sigt bliver der mange fede arrangementer, konferencer og måske også rejser - det er vi sammen med til at beslutte.

For at kick-starte EU-netværket inviteres der til besøg på Christiansborg, onsdag den 7. april kl. 18.00-21.00, hvor alle interesserede får mulighed for at præge arbejdet. På grund af sikkerhedstjek, mødes vi foran besøgstjenesten kl. 17:45.

Aftenens program ser således ud:

18:00-19:00 Spisning (gratis…)
19:00-19:10 Velkomst v/ tovholder Mette Abildgaard
19:10-19:15 Konservatives EU-politik v/ MF Helle Sjelle
19:15-20:00 EU efter Lissabon-traktaten, v/ Ole Vigant Ryborg - Mandag Morgen
20:00-20:30 Spørgsmål og debat
20:30-21:00 De der ønsker at være en del af tovholdergruppen for EU-netværket, inviteres til at blive, til en brainstorm om det fremtidige arbejde.

Tilmelding sker til tilmelding@konservative.dk senest fredag den 26. marts kl. 12.00 med angivelse af det fulde navn og adresse på alle deltagere, der tilmeldes, samt arrangementets navn.

Du kan også tilmelde dig via ”MitC” på www.konservative.dk.

Der ydes rejserefusion til deltagere, der kommer vest for storebælt efter partiets gældende regler.

Jeg håber vi ses!

Jeg har haft det, man vel godt kan betegne som en ret okay weekend! Der har været ret meget kærestehygge over det, det indrømmer jeg gerne…

Fredag aften var jeg på visit i Hvidovre hos Jens Jacob, hvor vi sammen lavede fantastisk god mad. Faktisk lavede vi nok lidt for meget, og lidt for god, mad - for vi var godt nok ikke fem flade ører værd bagefter. Men der var naturligvis lige kræfter til at heppe lidt i X-factor, jeg tror måske min nye favorit er Tine - hende kan jeg faktisk godt li´.

Lørdag var vi på visit  i Frederiksberg Kurbad, hvilket helt sikkert var et besøg værd! Vi havde et par fribilletter dertil, så vi kunne rigtig nyde sauna, dampbade, saltvandskar, massagestole, vandrutchebane og og boblebad. Det var en meget lækker måde, at bruge sin lørdag. Ellers stod lørdag også på lidt hygge på Rådmandsgade, en gåtur på Assistenskirkegården, en dejlig middag, og en tur i biffen - med masser af popcorn.

Min søndag startede på den mest perfekte måde: Jeg sov til kl 12! Jens Jacob smuttede på arbejde ved 7-tiden, så kunne virkelig sove længe. Da jeg vågnede fik jeg lavet lidt lektier, ordnet en masse småting, og så har jeg ellers brugt resten af aftenen hjemme på mit eget kollegieværelse.

Det har været en virkelig skøn weekend, og jeg føler mig faktisk rimelig klar til en ny uge!

(Ja ja, billedet er lidt mærkeligt, men det var lige det bedste jeg kunne finde…)

Alle kender vist de dage, hvor man vågner og bare tænker: “Det her overlever jeg simpelthen ikke!” Det var ikke synet af en sovende Jens Jacob, der gav mig den tanke, men derimod min hals, som skreg på stepsils, varm kakao og kærlighed.

Det var ret hårdt at komme op af sengen, og det var kun et usmageligt langt bad, der fik mig til at åbne øjnene. Jeg snuppede lige tyve minutter mere under dynen, men så gik den ikke længere - afgang til gruppearbejde på Hovedbiblioteket, naturligvis godt pakket ind i store trøjer og tørklæder.

Heldigvis var min gruppe og jeg enormt effektive, og i løbet af to en halv time, fik vi lavet det nødvendige arbejde, og jeg kunne igen sætte kurs mod min seng! Jeg kom hjem til en rigtig sød overraskelse. Jens Jacob havde kigget på min printer, som ikke har fungeret i to år, og havde renset den og bestilt en ny blækpatron. Min mor blev så træt af at høre på mit brok over den printer, at hun en dag sendte Jens Jacob en sms, og bad ham hjælpe mig, meget skægt. Derudover havde han også indstillet mit tv, så mine kanaler nu ligger i et sirligt system, så jeg ikke længere har TV2 på kanal 4 og TV3 og kanal 15! Det er virkelig to gode argumenter, for at have en kæreste…

Halsen har det ikke bedre, desværre - men jeg vil skynde mig i seng, måske lidt søvn kan hjælpe mig. Nogen gange skal man bare have lov, at føle sig en lille smule ussel, og det gør jeg virkelig i dag!

Jeg har længe været træt af RUC, sådan rigtig træt! Træt af lange togture til Trekroner, træt af kedelige forelæsninger og træt af eksamensræset. Derfor besluttede jeg for nogle måneder siden, at når jeg skal sommer bliver bachelor, så skal det virkelig fejres – og hvilken gave til mig selv er mere oplagt, end orlov fra RUC! Bare sådan lige et halvt års pause, måske…

Men dette semester har fået mig til at genoverveje den beslutning, jeg er nemlig begyndt at have kommunikationsfag, og det er fantastisk fedt! De tunge forelæsninger er erstattet med holdundervisning, hvilke er en sand fornøjelse. Godt nok skal man pludselig på RUC hver dag, men til gengæld kan ens underviser huske ens navn, og man får lov til at bidrage til undervisningen! Yes baby, det er sådan jeg kan li det!

Lige for tiden har vi et tema om mundtlig formidling, og det er så enormt fedt. Vi får en masse teori i at skrive og formulere taler, og i at fremføre dem. Jeg har holdt en million taler, men jeg har aldrig fået teoretisk undervisning i det før. Vi bliver hele tiden kastet ud i opgaver, praktiske opgaver. Vi har allerede holdt flere taler for hinanden, som vi har fået feedback på, og på onsdag skal vi videooptages, så vi kan bedømme os selv. Uanset hvilket job man ender ud med, er det en vigtig kvalitet at kunne tage ordet, og gøre det på en overbevisende og professionel måde!

Om cirka tre uger skal vi igen i gang med projektskrivningen, og det skal også nok blive interessant. Mit forår lader til at blive meget stille og roligt, hvilket passer mig glimrende. Det ender nok med, at jeg begynder direkte på min kandidatuddannelse, i hvert fald hvis de næste par måneder bliver lige så gode, som de sidste par måneder.

Er der noget jeg frygter, så er det at blive stemplet som hende den kærestekedelige! Eller endnu være, som hende der ikke kan tale om andet end kæresten, og pludselig glemmer sine veninder. Jeg har været storslem til at dømme andre, der pludselig ændrede sig, fordi de fik en kæreste, og det rammer ligesom mig selv nu!

Jeg ved også, at de der pludselig får en kæreste, og bliver ihh og åhh så forelskede, sjældent selv kan se, at de ændrer sig. Det er en forfærdelig sygdom… Frygten for at blive sådan, har også betydet at Jens Jacob ikke rigtig er blevet nævnt her på bloggen, siden jeg fortalte at vi var blevet kærester – men det føles heller ikke helt rigtig. De sidste tre år har bloggen handlet om alt det, der gør mig lykkelig, ked af det, rasende og jublende, og det kommer den også til fremover, og så kan jeg nok ikke helt ignorere, at jeg har fået en kæreste.

I får ingen svedige historier, eller lange kærlighedserklæringer, men lad mig bare indrømme (selvom det er svært), at det virkelig er længe siden, jeg har været så glad! Men jeg kunne ikke nyde at være nyforelsket, hvis ikke jeg havde så gode veninder, som faktisk synes det er helt okay, at jeg har fundet en kæreste – og som har lovet mig at sige fra, før jeg bliver et kærestemonster.

Men jeg er glad for tiden, meget meget glad!

Min mormor døde på det nye årtis første onsdag. Siden da har mange onsdage fulgt, og det er allerede mere end to måneder siden, at min mormor sov ind. Det er første gang, jeg har prøvet at skulle håndtere sorgen over at miste et familiemedlem tæt på, og det har ikke været sådan lige til…

Den sker dagligt, at jeg bliver mindet om mormor. Der er så mange historier, så mange minder og så mange små detaljer, som man stadig husker helt klart – og som hele tiden dukker op i hovedet på mig. Det sker også et par gange om ugen, at minderne bliver til tårer, når det på ny går op for mig, at jeg aldrig får min mormor tilbage.

Tidligere besøgte jeg altid mormor når jeg var hjemme i Føvling, men her i weekend, var det i stedet mormors gravsted på Hvirring kirkegård, jeg aflagde et besøg. Det var meget uvirkeligt det hele, særligt fordi gravstenen med hendes navn, endnu ikke var kommet op.

Det gør mig virkelig ulykkelig at tænke på, at jeg aldrig mere skal hygge mig med mormor, og at skrive dette blogindlæg, har igen bragt tårerne frem – hvilket i øvrigt er pænt upraktisk, når man sidder til offentlig skue i et DSB tog.

Det er ikke sådan lige, at komme sig over tabet af min mormor – men hvorfor skulle det også være det, når mormor var et så specielt menneske. Du er ikke glemt mormor, og det bliver du aldrig!

Når man er aktiv i politik, får man tit spørgsmålet: “Skal du så være statsminister en dag?” Det spørgsmål kan jeg svare nej til, uden at være det mindste i tvivl, for min ultimative drøm er ikke at blive statsminister, men at blive socialminister. Det bliver jeg forhåbentlig også en dag, men lige nu er jeg simpelthen bare så glad for, at landets nye socialminister hedder Benedikte Kiær.

Jeg blev så glad, da jeg blev ringet op tirsdag morgen kl. 7:00, og fik at vide, at Benedikte skulle være minister. Jeg var overrasket, men også begejstret!

Jeg har kendt Benedikte i en del år, og har arbejdet tæt sammen med hende i to valgkampe. Dels var hun enormt sød til at hjælpe i min kampagne, og anbefalede mig endda i min pjerce, men derudover sad jeg også i hendes kampagneudvalg til regionsrådsvalget. Når man sidder til mange møder med personer, og møder dem i mere privat regi, så får man et helt andet forhold til folk. Derudover Benedikte bare en enormt indbydende, empatisk og flittig kvinde, som man ikke kan have andet end den dybeste respekt for.

Jeg har nydt at følge hendes første uge som minister, lige fra vi jublede foran Amalienborg, da hun skulle i audiens, i Socialministeriet til overdragelsen, og i dag, hvor der var reception på Rolighed. Hun er en kvinde der holder begge ben solidt plantet i jorden, og det bliver der også brug for i den nærmeste tid. Der venter en hård tid, men Benedikte er den rette til opgaven. Hun bliver en socialminister med varme, og hjertet på rette sted.

Ihh, hvor er det bare godt! Jeg håber også jeg får lov en dag at blive socialminister, men jeg har meget at lære endnu!