Mettes blog

Ihh, jeg savner søde lille Mathilde, min guldklump. Sanne, kan du ikke sende hende med et tog til KBH, så hun kan komme over og besøg sin gudmor? Jeg savner hende!

Jeg har virkelig ikke været til mange koncerter i min liv, udover den Britney Spears koncert Josefine og jeg var til sidste år. Jeg har altid været lidt nervøs for koncerter, for føler mig meget sjældent hjemme i musikkens univers, jeg ved ikke helt hvordan man skal opføre sig. Det er nok derfor jeg har undgået dem…

I går aftes var jeg dog blevet lokket med til en koncert, og endda med en mand, jeg aldrig før havde hørt om - Claus Hempler. Jeg måtte lige høre veninderne hvad det var for noget, så jeg vidste bare nogenlunde hvad jeg gik ind til, og de beroligede mig. Det var faktisk også en rigtig fin oplevelse, særligt fordi det hele var så utroligt intimt.

Koncerten blev holdt på Forbrændingen i Albertslund, som viste sig at være et ret coolt sted. Der var sådan lidt hule stemning over stedet, og man følte sig ret inddraget på en måde. Musikken var ret stille, men meget stemningsfyldt og mange af teksterne søde og finurlige. Det var faktisk en virkelig fin aften, særligt fordi jeg havde godt selskab.

Så tro det eller ej, men nu har Mette også været til andet end Britney Spears koncert!

Jeg har været hjemme i Føvling i weekenden, eller lige et kort smut ihvertfald, og det har virkelig været fantastisk dejligt.

Fredag aften stod på andesteg, rødvin og boblebad! Uhm, det kan man virkelig godt vænne sig til. Lørdag formiddag lavede jeg vafler med Josefine, og senere var vi ude i sneen og lege med Mia og Naja - hvor vi byggede en viiirkelig fin snemand!

Desværre nåede jeg ikke engang at være 24 timer i Føvling, før jeg skulle videre. Jeg havde nemlig en fræk date med nogle gode veninder fra gymnasiet, Sofie, Elin, Ida og Nikoline. Vi var ude og skøjte, og derefter tog vi hjem til Elin, hvor hun lavede lækker mad til os. Det er så skønt, at vi stadig har så tæt kontakt.

Det havde været skønt med lidt mere tid hjemme, nåede slet ikke at se lille skønne Mathilde denne her gang…. Men glæder mig allerede til at komme hjem igen!
Jeg lånte fars kæmpestore flyverdragt (!!), så jeg ligner lidt en russisk sværvægter på billedet, men varmt var det!

I dag har jeg været til storslået middag hos Nikoline, og bagefter var vi ude og lege på Amager. Ihh, så vidunderligt hyggeligt!

Se lige et fantastisk billede jeg tog

Jeg er egentlig okay glad for sport, og jeg kan sagtens stene sport på TV. Det er dog langtfra alle sportsgrene, jeg gider se. Eksempelvis er der Vinter OL lige nu, hvis nogen skulle have overset det, og det kan virkelig ikke hidse mig op. Kunstskøjteløb, er måske det der kommer tættest på, og det siger en hel del.

Tag nu skihop, for eksempel, det altså en mærkelig sport. Okay, det giver meget god mening at konkurrere på længde, men hvorfor er det lige, at man også skal have stilpoint? Det forstår jeg ikke…

Derudover kan jeg heller ikke tage voksne mennesker, der lever af at kælke, alvorligt. Det er jo ingen sport! Altså de iklæder sig mærkelige dragter, for at man skal tage dem seriøst, men de har jo nærmest stadig deres hvilepuls intakt, når de kommer i mål. Så har jeg altså mere respekt for eksempelvis Tour de France ryttere, svømmere eller marathonløbere. Det virkelig sportsgrene hvor kroppen presses til det yderste. Det kan godt være, at der er meget teknik i at køre på kælk, men ærlig talt…

Den eneste formildende omstændighed er, at jeg engang imellem kan kende den stemme der kommenterer, hvilket er enormt hyggeligt.

Ihh, denne her sang er simpelthen bare så fin. Ja, “fin” er virkelig det rigtig tillægsord, i denne her sammenhæng. Jeg dansede ned af Rådmandsgade i dag, med den i ørerne, så skønt!

I december måned havde jeg virkelig bachelor hjerne, og jeg kedede mig bravt. Når man har så travlt med opgaveskrivning, så kommer man lidt til at mangle spænding i sit liv. Det gjorde jeg ihvertfald. Det, kombineret med lidt “du tør ikke, du tør ikke”, stemning, fik mig til at gøre noget helt fjollet, som SLET ikke ligner mig!

Jeg har altid elsket programmet “Dagens mand”, og har altid syntes at pigerne i programmet er frygtelig dumme at høre på. Det fik jeg til at tænke, det må kunne gøres bedre, og før jeg så mig om, havde jeg sendt programmet en mail.

Et par dage efter, da jeg var på vej til partiets julefrokost, ringede min telefon. Det var fra Dagens mand; de ville frygtelig gerne have mig til at komme til casting. Jeg var lidt skeptisk, men synes også det var fantastisk sjovt, så jeg tænkte, hvorfor ikke? Ugen efter var jeg så til casting på programmet, og det var virkelig en morsom oplevelse. De andre piger arbejdede allesammen som bartendere, havde op til flere mærkelig intimpircinger (som de stolt fortalte om), og var på udkig efter fyre med store overarme…  Derudover havde flere af dem været til casting på Paradise, tro det eller ej

Jeg passede ikke helt ind i det selskab, og casterne var også helt mundlamme, da de hørte at jeg var 21 år gammel, læste på universitetet og arbejde på Christiansborg hos Det Konservative Folkeparti.  Derudover svarede jeg ret kækt på deres spørgsmål, og var i det hele taget lidt anderledes end de andre.

Jeg havde egentlig ikke tænkt så meget mere over hele oplevelsen, før jeg i dag fik et opkald fra dem. De skulle til at starte optagelserne til de nye programmet, og ville enormt gerne have mig med i programmet. Hahaha! Jeg havde aldrig nogensinde overvejet, at det ville nå så langt.
Jeg måtte dog fortælle dem, at jeg har fået en rigtig sød kæreste, og derfor ikke længere dater. Desuden var første gang jeg kyssede med ham, samme dag de ringede og spurgte om jeg ville komme til casting.

Jeg ved simpelthen ikke, om jeg ville have sagt ja til at være med i programmet, hvis jeg ikke havde haft Jens Jacob. Jeg tvivler på det. Ha ha!

I går aftes tjekkede jeg TTV side 158 og måtte med sorg konstatere, at Grethe Sønck var død. Egentlig havde/har jeg ikke noget specielt forhold til hende, og kan ikke nævne en eneste ting, hun har lavet som kunstner, men jeg har et helt specielt forhold til hendes navn.

Jeg skriver mange sorte indlæg her på bloggen, som ikke giver særlig meget mening, men ét af de mest sorte var under sidste folketingsvalgkamp. Jeg var meget ussel og træt, hvilket førte til et indlæg med overskriften “Ynk, ynk, ynk - jeg er Grethe Sønck”.

Da jeg læste nyheden på TTV, kom jeg i tanke om indlægget, og der gik ikke mere end to minutter, før også en anden kom i tanke om det. Jeg fik nemlig en sms fra en god KU-ven, Caspar Lange: “Din store helt er død Mette.” Meget overrasket over at andre end mig kunne huske det blogindlæg, skrev jeg og spurgte, hvordan han dog kunne huske det - det er efterhånden et par år siden. Hans svar var: “Fordi jeg var ved at græde. Og det var IKKE af grin! Hahah, slam. Der fik man den.

Men Caspar er nu tilgivet, for han er faktisk et af de mest betænksomme mennesker, jeg kender. Han er altid sød til at smide en sms, hvis han ved man skal noget meget vigtigt, fx skrev han lige efter, at jeg løb mit sidste halvmarathon, for at spørge hvordan det gik. Meget, meget sødt

Som bonusinfo om Grethe Sønck kan jeg fortælle, at hun har gået på Rådmandsgadeskole, som barn, som jo ligger lige her ved siden af mig. RIP.

I dag skriver jeg for at fortælle en lille historie fra hverdagen, som egentlig er et par dage gammel, men jeg synes den fortjener at blive fortalt.

Jeg var et smut på apoteket og stod pænt i køen og ventede. Som alle andre steder i det moderne højteknologiske samfund, havde jeg trukket et nummer. 630 , 17 numre to go!

Lige pludselig brydes den kollektive stilhed, alle vil jo gerne høre, hvilken slags medicin de forskellige skal hente. ”Du må altså ikke have din hund med herind, smut ud med dig!”, råbte apotekeren højt. Jeg kiggede mig lidt forvirret rundt, og fik øje på en meget sød mand, med en endnu sødere hund. Det var ret tydeligt at han skulle ind og hente sin metadon, at han var misbruger, var der ihvertfald ingen tvivl om.

Manden går udenfor, på Nørrebros barske gader, og står forvirret med sin lille hund i favnen og kigger ind af apotekets dør. Det er tydeligt, at han virkelig ikke kan overskue situationen. Hans kropssprog og fortvivlelse fortæller mig, at han virkelig ikke har tænkt sig at efterlade sin lille hund alene udenfor.

Jeg fik simpelthen så ondt af manden og den lille hund. Vi var nået til nummer 628, og jeg kunne godt se, at hvis jeg skulle handle efter min samvittighed, så skulle det være nu.

Jeg gik ud af apoteket og spurgte manden, om jeg skulle passe hans hund, mens han gik på ind. Han blev simpelthen så lettet, takkede mig en million gange, fik mit nummer i køen, og nåede lige ind af døren samme tid som der blev råbt 630! Den lille hund rystede, om det var min usikkerhed over situationen, der gjorde det, eller det faktum at der var minus syg grader udenfor, ved jeg ikke. Under alle omstændigheder var både hund og ejer meget lykkelige, da de blev forenet igen. Jeg var også lykkelig, mest fordi jeg stod og blev smånervøs for, at den lille hund kunne finde på at tisse på mig af skræk. Jeg har ikke dyretække..

Med god samvittighed gik jeg ind på apoteket, og trak et nyt nummer. 652…