Mettes blog

Jeg er ret eventyrlysten, men jeg behøver ikke rejse jorden rundt for at opleve eventyr. Jeg finder de største eventyr i min egen lille andedam, faktisk fandt jeg i dag et eventyr i køen på McDonalds.

En fremmed mand og jeg, kom til køen på samme tid. Han lignede lidt en speciel type, men siger meget sødt: ”damerne først”, og lader mig komme foran ham i køen. Der er temmelig lang kø, og vi kommer til at småsludre lidt. Manden er meget begejstret, og fortæller med glæde i øjnene hvordan han lige har vundet 4000 kr. i et spil poker med nogle bekendte. Vi rykker et par pladser frem, men køen snegler sig af sted. Pludselig betror han sig til mig, og fortæller at han er tidligere stofmisbruger, og har siddet i fængsel i 10 år, men nu er clean, og på ret sti.

Da vi endelig kommer frem til kassen, bestiller jeg, hvorefter manden skynder sig at komme med sin bestilling også: ”Ja, jeg gir - altså når jeg nu ikke har nogen at invitere med på Jensens, så vil jeg gerne gi’ din mad”. Jeg bliver sådan temmelig mundlam, og ved slet ikke hvad jeg skal sige. Før jeg får set mig om, smider han kontanterne på bordet, og sender overskudsagtigt McDonalds-damen et halvt tandløst smil.

Det er meget tydeligt at manden er meget begejstret, og virkelig gerne vil have en at dele sin glæde mig. Jeg spørger ham derfor om vi skal spise sammen, hvilket han rigtig gerne vil. Så der sidder vi, en tidligere narkoman, og mig i høje hæle, opsat hår og kjole, på vej hjem fra EU-konference. Det var en fantastisk oplevelse. Han var totalt åben om sit tidligere misbrug, og jeg kunne stille alle de politiske spørgsmål, om hvordan kan kom der så langt ud, og hvad der hjalp ham tilbage. Alle de spørgsmål politikere gør sig kloge på, og lovgiver i forhold til – men reelt ved meget lidt om.

Vi talte ikke om mig, han ved ikke andet om mig, end at jeg hedder Mette. Mere havde jeg heller ikke brug for at fortælle, jeg ville hellere høre hans historie. Han kommer oprindeligt fra Fyn, flyttede så til Hirtshals for at fiske, hvilket han gjorde i ti år. Derefter flyttede han tilbage til Odense – og så var det misbruget begyndte. Han startede med hash, men pludselig var det ikke sjovt længere, og så forsatte han med hårdere stoffer. Naturligvis var det en dyr omgang, som blev finansieret ved biltyverier og lignende. Hans misbrug stoppede først, da han så at hans niece var kommet temmelig langt ud med sit stofmisbrug – og sådan ville han ikke ende.

Da han endelig kom på afvænning, på Bornholm, blev han hurtigt clean. For kun hvis ens metadonforbrug er trappet helt ned, måtte man komme med til alle stedet fritidsaktiviteter, såsom ridning. Og Lars, som denne mand hedder, har altid elsket at heste…

Lars, som fortalte at han er 39 år, har to børn, som bor hos deres respektive møde. Hans yngste barn var en fejl, moren snød ham. ”Hun sagde sgu hun tog p-piller, det gjorde hun altså.” Han ser dem desværre ikke så tit, og den ældste kender han slet ikke mere.

Da Lars selv var 11 år, blev han anbragt i en plejefamilie, men der fik han kun lov at være i halvandet år, så kom han i en ny familie.

Mødet med Lars, var en ret skøn oplevelse, ja faktisk et lille eventyr i en fremmed mands liv, som han meget oprigtigt og ærligt delte mig med. Vi skiltes af, og gik hver sin vej – men én ting er helt sikkert, jeg glemmer aldrig Lars og hans historie! Forleden mødte jeg Lene i bussen på vej på arbejde, hun lavede musik og børneteater- for at få det hele til at hænge sammen. Hun var også fuld af gode historier.

Andedammen er fyldt med eventyr, hvis vi blot tør tale med hinanden!

I dag har der udspillet sig et trekantsdrama, som jeg ikke lige havde forudset. Jeg havde forudset to af parterne, nemlig Løkke, Lars Løkke – og den der figurerer som lykkeligst i mit lille ordspil, Connie Hedegaard. Men jeg havde ikke forudset at Lykke, Lykke Friis, skulle være en del af ministerkabalen. Eller, ved nu ikke hvor meget ministerkabale der er over det. Vi sender Dronningen ud af landet, og bringer en Joker ind i spillet.

Som du måske har fornemmet af ovenstående, så er jeg ikke udelt begejstret for at Connie skal være ny Klimakommissær. Jovist, hun gør Danmark stolt, og kommer til at skabe store resultater som Kommissær. Jeg har det lidt som et lille barn, der ikke vil lade mor eller far tage ud at rejse. Jeg synes Connie er en af de bedste repræsentanter for Det Konservative Folkeparti, og det gør mig enormt trist, at hun forsvinder til det store mørke hul – EU! Folk vender aldrig tilbage derfra, og det er særligt det der bekymrer mig.

Connie Hedegaard er en gave for Det Konservative Folkeparti, og hun repræsenterer en del af partiet, som i forvejen har alt for få talsmænd. Connie er Konservativ på samme måde som Per Stig Møller, Lars Barfoed - og uden sammenligning i øvrigt, mig selv. Os der ikke synes at DF er verdens ultimative mest sympatiske parti, og i øvrigt ikke mener at socialisterne har monopol på at være gode mennesker, og gøre noget for de svageste i samfundet.

Jeg kan faktisk ret godt li Lykke Friis, og derfor er jeg også enorm ærgerlig at hun er er blevet indfanget af Venstre, og ikke Konservative. Jeg er sikker på at hun bliver en god minister, og Lars Løkke har handlet klogt ved at få hende med på holdet.

Så for lige at opsummere:

Løkke har lavet en genistreg, Lykke har udtalt at hun er ”nærmest lykkelig” for sit nye job, men den der er lykkeligst, er forhåbentlig Connie Hedegaard – det fortjener hun.

I går var der helt impulsivt dømt middag og hygge hos Nikoline, hvilket var skønt, efter en hel dag begravet i BA-bøger. Maden var fremragende (Tak Niko), men det sammen kan jeg altså ikke sige om filmen…

Vi gik et smut i Blocksbuster og lejede film, og af de mange tusinde film der var, valgte vi den måske kedeligste af alle: Revolutionary Road. Nikoline og jeg ville begge gerne se den, særligt fordi den jo har fået så fremragende anmeldelser, men ingen af os vidste på forhånd, hvad den handlede om.

Vi satte os godt til rette, med popcorn, rødvin og tæpper. Vi så de første 45 minutter, uden at nogen af os rigtigt kommenterede på filmen. Jeg synes den var møgkedelig, men jeg ville ikke rigtig sige det, for hvad nu hvis det bare var mig der ikke forstod dens enorme dybde. Heldigvis kunne jeg ret hurtigt se på Nikoline, at hun synes den var præcist ligeså kedelig. Resten af tiden brugte vi på at gætte på, hvordan den om muligt kunne blive mere kedelig, og hvad mening med den egentlig var.

Jeg ved godt, at den har fået fantastiske anmeldelse, og skuespillerne spiller da også godt  - men det ændrer ikke på, at den bare er dødkedelig… Sidst Nikoline og jeg lejede film sammen, var den cirka ligeså kedelig, vi har vist ikke rigtig held med Blockbuster…

Heldigvis ender alting med at være meget sjovt, når man omgiver sig med Nikoline, så det var en rigtig skæg aften!

Jeg eeeelsker tulipaner, og eftersom jeg var i “Forkæl-Mette-Humør”, købte jeg mig en masse tulipaner i dag. Jeg har verdens skønneste blomsterhandler, der altid spørger til mit kærlighedsliv, og giver mig ret i, at mænd er nogle fjolser. Hvad mere kan man ønske sig? Jeg ved ikke om dagens svar gjorde hende lidt deprimeret på mine vegne, for hun forærede mig en buket tulipaner gratis i dag. Når jeg nu ikke har nogen kæreste at få blomster af, er det skønt at have en sød blomsterhandler, der ynker en!

De sidste mange år har jeg holdt grundlovstaler, og talt om hvor fantastisk demokratiet er. Bevars, det er det da også, men nogle gange synes jeg virkelig det stinker. Reinhardt blev ikke valgt i Region Hovedstaden, selvom han klart var den der fortjente det mest. Han fik dog et rigtigt flot valg med 1794 personlige stemmer - det var kun 286 stemmer fra at han kom ind. Det var været enormt sjovt at føre valgkamp for ham, men det har også taget MEGET mere tid end jeg havde forestillet mig. Jeg har forsømt studiet en del i de sidste to uger, og særligt mit BA-skriveri.

Jeg har det lidt på samme måde, som efter EP-valget. Man har haft det fantastisk sjovt, været sammen med gode venner - og ude og møde masser af folk.  Men ligespludselig, så får man et råt tal, og så er det hele slut. Bum basta!

Jeg får altid et enormt behov for at rydde op, gøre rent og ordne, efter sådan et valg. Så i dag har jeg været i gang med at lege husmor, efter jeg fik smidt Reinhardt og Maghus ud ved frokosttid!

Jeg skal VIRKELIG fokusere på min BA-opgave nu, og på de fire mundtlige eksamener der venter mig i januar måned. Det bliver nogle temmelige hårde uger, og jeg glæder mig som et lille barn til 1. feb, når det hele er overstået.

I dag har jeg afleveret synopsis i Offentlig organisation, og på mandag venter en 48-timers eksamen i offentlig ret. Der går altså lige et par dage før jeg kan koncentrere mig 100 % om BA…

Nu er det nu! Jeg elsker valg, og jeg elsker spændingen i de sidste par dage. Alle søde venner i Region Hovedstaden, stem nu på Christoffer Reinhardt, så vi kan få ham valgt! Der er dygtige UNGE konservative kandidater i hele landet, er du i tvivl om, hvem der er, der hvor du bor - så ring til mig på tlf. 41 26 96 76, så skal jeg gerne fortælle dig, hvem du kan stemme på

Jeg har de seneste uger fået rigtig mange søde mails, sms’er og beskeder på facebook, fra forskellige folk der stemte på mig til Europa-Parlamentet, og nu vil høre, om jeg stiller op til kommunalvalget. Flere har også spurgt mig, hvem jeg ville stemme på, hvis jeg boede i deres kommune - det er en fantastisk magt ligepludselig at få. =).

Men jeg har det nu faktisk glimrende med at være kampagne-crew, frem for kandidat denne her gang. Jeg har brugt de sidste par dage sammen med Christoffer Reinhardt, og det har været rigtig skønt. Det har været rigtig fedt at se hvordan han har udviklet sig igennem valgkampen, og hvor fantastisk dygtig han er til at sludre med folk på gaden. Det var også en stor fornøjelse, at være inde og brevstemme på ham forleden!

Vi har været på gågaden, stået foran biografen, delt ud til AB-kamp, stemt dørklokker, været på kollegierundtur, husstandsomdelt, stået på stationer, og meget, meget mere! Man kommer enormt tæt på hinanden under sådan en valgkamp, og det er nærmest noget af det bedste, af det hele. Forleden invaderede Christoffer og Magnus mit lille kollegieværelse, og vi endte med at drikke en frygtelig masse rødvin, gik i seng kl. 03:00 - og stop op kl. 5:45 - av! I går aftes var jeg til fødselsdag hos en ven, var først hjemme ved 5:30, tiden - det gør også liiidt ondt i kroppen i dag!

Jeg glæder mig til de sidste par dage med Christoffer! Det ser ud til at blive enormt tæt valget, og alt tyder på, at han er lige på vippen til at komme ind - det kunne ikke være mere spændende. Men jeg glæder mig lidt til at valget er overstået, så man med god samvittighed, kan koncentrere sig om studiet!

Selvom jeg elsker at bo i København, så savner jeg min familie hjemme i Føvling - hver evig, evig, evig eneste dag!

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på min mor og far, mine dejlige søskende - og mit lille gudbarn. Jeg går glip af så meget, ved at bo herovre. Det hele bliver nok også lidt hårdere af, at jeg er den eneste, der er flyttet langt væk hjemmefra. De andre ser hinanden regelmæssigt, og har en hverdag sammen - jeg er ligesom den eneste der står udenfor. De er rigtig gode til, når jeg er hjemme, at leve videre som altid, så jeg heldigvis aldrig føler mig som en gæst når jeg er hjemme - det ville være ulideligt.

Savner dem rigtig meget for tiden - dem allesammen. Jeg føler mig som verdens heldigste menneske, med den familie jeg har - og alle de søskende jeg har. Jeg savner Freja der underholder ved spisebordet, Naja der kommer løbende hen i sengen, og putter under dynen, Mia der danser rundt og leget med sminke, Josefine der sms’er med kæresten og fjoller, Morten der som altid er familiens joker, Sanne der viser de nyeste billeder af Mathilde, Mor der giver den som kunstner på værkstedet - og farmand jeg kan lege med matematikopgaver sammen med.  Heldigvis skal jeg se dem allesammen til jul! Åhh, Cirkus Jakobsen!

(Og nej mor, du behøver ikke sende blomster, fordi jeg ynker over at jeg savner jer. Jeg ved du tænker på det lige nu, og det er SÅ sødt af dig - det er derfor du er verdens bedste mor!!)

Under Europa-Parlamentsvalgkampen blev min far, langt om længe, opereret for et forstadie til kræft. Det var en temmelig stor operation, og han havde det rigtig skidt bagefter - og var sygemeldt længe. Nu har de så fået svarene på den undersøgelse de har lavet, for at se, om de fik fjernet alle de celleforandringer, der kan være farlige for farmand. Desværre var resultatet negativt, og de bliver nødt til at operere igen. Så nu skal far (og resten af familien) igennem det hele, en gang til.

Men han kan ikke blive opereret de næste par måneder, for han er lige startet på kloarkmesteruddannelsen. Jeg synes simpelthen det er så sejt, at han går i gang med en ny uddannelse, som 46-årig! Jeg har verdens sejeste far.

Jeg er rigtig ked af, at han skal opereres igen, og man kan ikke undgå at gå og tænke en del over det. Kræft er en forfærdelig sygdom…

Jeg har vidst i lang tid, at mit 5. semester ville blive et helved, og det har det bestemt også vist sig at være tilfældet. Jeg har lige i dag haft sidste kursusgang i et kursus jeg manglede fra 4. semester pga, valget, og det bestod jeg i dag, med en fremlæggelse. Det var i det mindste én sten, der faldt fra hjertet. Nu mangler der bare en million andre…

Nu venter bare:
Organisation og styring: Der skal afleveres synopsis i næste uge, som dels udløser en skriftlig karakter, men også danner grundlaget for den mundtlige eksamen i januar.
- Offentlig ret: Der skal skrives 48-timers opgave i næste uge igen, så det er om at have nogenlunde styr, på det temmelige store pensum. Mundtlig eksamen i januar.
- 4. semester eksamensprojekt: Skal afleveres d. 22. december. Jeg skrev det i sommerferien, uden vejledning, og det er blevet derefter. Jeg ved det er bestået, men under middel - men jeg orker ikke at lave ret meget mere ved det, det skal bare afleveres. (og forsvares i januar)
- Intern evaluering af 4. semester eksamen - et mærkeligt RUC fænomen, men det er obligatorisk, så det skal jeg også lige forberede.
Og så er der lige det, jeg faktisk burde bruge alle mine kræfter på, nemlig min bacheloropgave, som skal afleveres d. 21. december, og forsvares i januar. Jeg er kommet fint i gang, men jeg mangler stadig at læse enormt meget, lave mange interviews - og skrive en del sider.

Jeg kan virkelig ikke rumme mere i mit hovedet lige nu, det er ganske forfærdeligt. Jeg får fire store mundtlige eksamener i januar, og samtidig har arbejde bedt mig arbejde ekstra i både december og januar, men det bliver jeg simpelthen nødt til at sige nej til.

Man skal ikke kigge forkert på mig for tiden, så synes jeg verden er ond, og jeg betvivler at jeg når alt det jeg skal nå. Jeg bliver nødt til at rydde op i mine aftaler, så jeg kan få tid til at skrive de opgaver, og forberede de eksamener…  Suk!