Mettes blog

I september sidste år løb Darran og jeg Gudenåløbet, og efter godt og vel 21 kilometer, konstaterede jeg, at det ville jeg aldrig frivilligt gøre igen.

Den holdning har jeg også holdt fast i længe. Men ligesom med en fødsel, så formår man på en eller anden måde at glemme smerten. Eller ja, nu har jeg aldrig født, men det siges der. 

For nogle uger siden tilmeldte jeg mig, i et øjebliks kådhed, Powerrade testen, et halvmarathon der startede på Islands Brygge. Indtil i går, var jeg faktisk i tvivl om, om jeg ville gennemføre det. Jeg har SLET ikke trænet rigtigt op til det, så under alle omstændigheder var ambitionen klar: gennemførelse.

Jeg besluttede dog at gøre et forsøg, så i morges kl 7:00, stod jeg op, med morgenkvalme og nervøsitet, og tog afsted. Jeg lagde roligt ud, og det tempo jeg startede med, holdte jeg hele vejen. De første 10 kilometer gik faktisk meget nemt. Indtil 15 kilometer var jeg også stadig okay. Meen… Så gik det galt. Fra 15-20 kilometer gjorde det virkelig ondt, og jeg bandende indvendigt. Den sidste kilometer var skøn, fordi man vidste at det snart var ovre… Jeg var dog ikke meget mere end lige kommet i mål, før jeg måtte stikke hovedet mellem benene. Så ved man, at man har givet sig 100 %.

Det var en fed oplevelse at prøve at løbe halvmarathon igen. Det er en hård fysisk udfordring, særligt fordi jeg ikke havde trænet optimalt til det. Nu er jeg hjemme i seng, med ondt i benene, men selvtilliden er i top. 

Jeg er SÅ stolt. Jeg elsker fysiske udfordringer, som man ikke kan snakke sig ud af.

Jeg kan simpelthen ikke stoppe med at grine…

Haha, denne her video er simpelthen for sjov. Jeg ved ikke om den er fake eller ej. Men filmen minder mig lidt, om min egen far, som tit laver sådan nogle løjer.

Vores allesammen skønne lille skat, Mathilde, bliver et år i dag. Hold op hvor er tiden bare gået hurtigt, det er helt skørt. Hun er virkelig det mest fantastiske lille væsen, og jeg er så stolt over, at være gudmor til hende. Jeg gav hende gaver, da vi var på besøg i weekenden, men ud over gaverne, fik hun også en anden ting. Jeg gav hende et brev, som hun først må åbne på hendes 15 års fødselsdag. Jeg har skrevet en masse om hendes første år, et par kloge år, og en masser andre tanker. Ideen er lidt, at jeg vil give hende sådan et brev hvert år, så det kan blive Mathildes egen lille livshistorie.

Se lige hvor kær hun er. Jeg er helt solgt!

Jeg har tit tænkt på, om jeg mon ville have overvejet at blive soldat, og gå i krig, hvis jeg havde været en mand. Hypotetiske tanker af den kaliber er nytteløse, men jeg må nok ærligt indrømme, at jeg ikke tror, at jeg ville have modet til det. Mads Mikkelsen har stolt proklameret, at han UDEN tvivl ville have været modstandsmand, hvis han havde levet under 2. Verdenskrig. Jeg giver ikke meget for skråsikkerhed, om den slags bedrifter. 

Jeg tror ikke jeg ville have modet. Det gør også, at min respekt for de der har, er uendelig stor. Jeg beundrer at man er villig til at ofre det mest dyrebare man har, livet, for en politisk bestemt sag. Derfor bliver jeg også trist hver gang jeg hører, at krig har kostet nye liv. I går blev Steffen Bloch Larsen dræbt, da hans deling kom under beskydning. I dag sidder hans kone, som han blev gift med i sommers, og overvejer hvordan hun skal komme videre. Om hun kan komme videre. Hun har også betalt for krigen, i kampen for andre menneskers frihed. 23 år, det var hans alder. Vi er næsten jævnalderende, men livet er slut for ham nu. Han har holdt sin sidste juleaften, og hans familie, har hørt hans stemme, for sidste gange. Han var sygehjælper, var rejst derned, for at kunne redde kammeraterne, når de var i nød. Men det var ikke argument nok, for at skåne ham fra kugleregnen. 

Krig er en forfærdelig ting, og den pris soldaterne betaler, er den højest tænkelige. Som danskere har vi en forbandet forpligtelse til at bakke op om dem, og ære dem. Både de som vender hjem, og de som aldrig ser dansk jord igen.

Den kontroversielle politiker fra Holland, Geert Wilders, kedede sig vist lidt under deres budgetforhandlinger, forleden. Dette billede, som jeg har stjålet fra Berlingskes hjemmeside, er intet mindre end fantastisk!

Billedet kunne ligeså godt være af mig. På trods af, at jeg ikke er hollænder, mand, parlamentsmedlem eller småracistisk – men jeg kan heller ikke sidde stille med kuglepenne. De ender tit alle mulige mærkelige steder.

Vi har en skøn skov hos mine forældre, hvor jeg har brugt ufattelig mange timer som barn. I dag lokkede jeg Mia og Naja med derhen, for at bygge en hemmelig hule. Vi havde kun været derhenne et kvarters tid, før far kom luskende. Sådan går det altid. Far sukker højlydt over at vi igen vil lave huler i skoven, men inden jeg får set sig om, er han den der er allerbedst i gang, og bygger på livet løs. Det er simpelthen så sjovt. 

Vi lavede et stort bål deroppe, og far lavede snobrødsdej til os Det gik naturligvis, som det altid går, når man laver snobrød med børn. Mia og Naja synes det var sjovt de første fem minutter, og så måtte far og jeg overtage. Men det er sådan noget børn skal lære og opleve. At blive beskidte og lege med grene At tænde bål på den gammeldags måde. At spise snobrød, der er sort udenpå, og rå indeni. Børn der kun oplever at få pottemuld under neglene, går virkelig glip af noget. Hvis jeg nogensinde får børn, kan jeg ikke forestille mig, at de skal vokse op i byen.  

Her til aften har jeg passet Freja, Mia og Naja, så mor og far kunne få en aften for sig selv. Det er utroligt så mange guldkorn, sådan nogle unger, fyrer af. Freja (1 år), dyppede sin finger i ketchup, og sagde stolt: “Se, Julemanden!” og Mia (7 år) spurgte: “Mette, A + R, giver det ikke 8?”

Skønt at være i Føvling!

- tror jeg faktisk, at mit pandehår er vokset en lille smule. Der er lys forude…

Partiets landsråd, sidste weekend, var rigtig hård, og søndag eftermiddag, da jeg kom hjem, havde jeg virkelig brug for weekend. Det var dog ikke ligefrem hvad der ventede mig, tværtimod. 

Mandag var jeg på arbejde, og fik mulighed for at svare på mine første borgerhenvendelser. Det var faktisk temmelig sjovt. Om aftenen var jeg inviteret på besøg hos Hørsholm Rotary Klub, hvor jeg skulle tale i 30-40 minutter, om at være “Ung fremadstormende politiker”. Det var et rigtig interessant sted at tale, og folk virkede så imødekommende og oprigtigt interesserede. Flere kom også hen bagefter, og fortalte at de faktisk havde stemt på mig, skønt. Jeg fik den fineste talergave deroppe – en køkkenkniv med indgraveret navn. Det synes jeg faktisk er en meget fin gave. Jeg var dog en smule nervøs for at skulle transportere den hjem i S-toget, og igennem Nørrebro. Man ved jo aldrig, i disse knivdomme tider.

Tirsdag  bød på undervisning på universitetet, og en god løbetur om aftenen – en god stille og rolig dag. Onsdag var jeg igen på universitetet, og derefter hoppede jeg på et tog til Randers. Jeg besøgte Randers KU og gav lidt råd og erfaringer videre, som de forhåbentlig kan bruge til kommunalvalget. Var hjemme i København kl. 03:15, i seng kl 04:00 – og kl 07:00 – ja, der ringede vækkeuret, og jeg tog igen til RUC. 

Vi har gruppedannelse i disse dage, og jeg har således skulle forholde mig til, hvem jeg skal skrive min BA med, og hvad den skal handle om. Jeg er kommet frem til, at jeg helst vil skrive alene, og gerne om noget kirke-stat-trossamfund-agtigt, med fokus på grundlovens bestemmelser af finansieringen af folkekirken.

Jeg dropper det der gruppe-fis noget, på RUC, imorgen. Jeg tager på arbejde i stedet, se det er noget man kan bruge til noget. Weekenden står på Føvling. Jeg trænger virkelig til søvn og kærlighed, det har været 14 rigtig, rigtig hårde dage…

Hermed en top liste over de store og små problemer i mit liv, sådan lige pt:

1. Jeg har ikke fået post i 14 dage, fordi jeg kom til at pille mit navn af min postkasse, da jeg vaskede den (Tro det eller ej…)

2. Jeg har SÅ ondt i mine fødder af at gå i stiletter, men forude venter 48-timer, KONSTANT i stiletter.

3. Min landsrådskjole til imorgen aften er krøllet, men jeg har bestemt ingen ide om hvordan man bruger et strygejern.

4. Efter et vildt og voldsomt bogindkøb, i forbindelse med studiestart, har jeg allerede nu minus på kontoen.

5. Jeg synes TDC’s nye opkaldsmelodi er vanvittig god, men jeg kender bare ikke ret mange, der har TDC.

6. Jeg er hemmelig forelsket i Simon Mattew, og jeg har nu skrevet og spurgt om vi ikke skal giftes – men han har endnu ikke svaret.

7. Jeg har fået købt to rigtig fine blomster hjem til mit kollegieværelse, men jeg ejer ikke nogen vandkande.  

8. Jeg havde en plan om at finde 10 små og store problemer, men lige nu kan jeg ikke finde på flere.

9. Jeg er lidt kommet frem til, at jeg nok vil læse kommunikation som sidefag, frem for journalistik. Men er ikke sikker.

10. Jeg smiler overdrevet sødt og undskyldende til alle der ser lidt udenlandske ud, for at undskylde for DF’s seneste udmeldinger. Ikke alle danskere er så triste, som DF’erne…