Mettes blog

Min store ungdomskærlighed har uden tvivl været Matthew McConaughey, lige siden jeg så ham i “How to lose a guy in ten days”, for mange år siden. Jeg var tabt… Så da Nikoline spurgte om jeg ville med i biffen i dag, og se hans nyeste film sagde jeg naturligvis ja med det samme. Det var en romantisk komedie, med ham i hovedrolle, så altså hvor meget var der at overveje?

Jeg er dog skuffet, dybt skuffet. Nikoline var den eneste der levede op forventninger, det var som altid skønt at se hende. Men Matthew var godt nok blevet gammel at se på, han var slet ikke så charmerende mere. Og ja, selve filmen – den romantiske komedier “X-kærester”, var bare vanvittig dårlig. 

DR’s anmelder skrev følgende, hvilket er meget sigende:
“Man siger, at der ikke er noget, der er rarere end at få bekræftet ens fordomme. Så får man ligesom understreget, at man har ret, og at man kan fortsætte med at gå rundt og opfatte sig selv som klogere end andre.

Men det er helt klart end sandhed, der kan modificeres. Det er fx overhovedet ikke spor sjovt eller rart eller hyggeligt eller livsbekræftende, at blive bekræftet i alle sine fordomme overfor den amerikanske romantiske komedie, ‘X-Kærester’. Det er kun trist. Og sørgeligt. Og dybt kedsommeligt.

I det hele taget er der ikke rigtig noget i ‘X-Kærester’, der virker troværdigt eller bare gennemtænkt eller endda selvstændigt tænkt. Vi kender formlen udenad. Vi kender alle de romantiske komedier, der starter med at præsentere to mennesker, som afskyr hinanden, men som, ja, gæt selv.
Det eneste, der for alvor er overraskende ved ‘X-Kærester’ er, at en film, som forsøger at få os til at indse at kærlighed er noget uundværligt og magisk, præsenterer det som noget klichéfyldt og formelpræget.”

Uhh, måske man skulle have læst den anmeldelse inden man sagde ja, man altså Matthew var argument nok i sig selv – men det er han altså ikke længere…

http://www.dr.dk/P1/Filmland/Anmeldelser/2009/X-Kærester.htm

Jeg stoppede d. 1 marts som studentermedhjælper i Nyhavn, på partiets Hovedkontor, efter at have været der godt og vel halvandet år. Den stod på fuldtids valgkamp, sådan var det. Forleden blev det så sikkert, nemlig at jeg efter et halvt års pause vender tilbage til partiet, pr. 1. september, denne gang på Christiansborg, i Pressetjenesten.  

Nyhavn har lært mig ufattelig meget om organisatorisk arbejde, og hvordan en frivillig organisation egentlig  fungerer. Men det sidste halve års tid har jeg godt kunne mærke, at jeg længes mere efter det politiske, og gerne vil prøve kræfter med livet på Christiansborg – i første omgang som ansat

Som studentermedhjælper i Pressetjenesten, skal jeg være med til at servicere folketingsgruppen, svare på borgerhenvendelser, lave notatater og ikke mindst ressearch. Der bliver rigtig god mulighed for kæde det sammen med mit studie, så det kunne virkelig ikke være bedre. 

Tanken om at starte på et nyt job, gør mig naturligvis temmelig nervøs. Altså mange af mine nye kollegaer kender jeg jo i forvejen, men man skal lige pludselig arbejde sammen med dem, på en helt anden måde. Derudover er opgaverne jo også totalt nye, og ja – nye arbejdsplads, ny humor, omgangsmåde, talemåde, og så videre… 

Men jeg glæder mig til at starte på Christiansborg, og få mit helt eget adgangskort, hvor der står Mette på

Jeg vågnede op med tømmermænd i dag, og et værelse hvor der flød med tøj ud over det hele. Jeg var SÅ tæt på at blive hjemme fra afslutning med mit hold i går, fordi jeg havde tøjkrise… Men afsted kom jeg, aftenen var super sjov, og jeg vågnede således ussel og træt.

Klokken var lidt over to, så jeg blev enig med mig selv om, at spise frokost på en nyåbnet cafe på Jagtvej, Cafe Exotic – og det blev virkelig en oplevelse ud over det sædvanlige! Maden var helt perfekt, virkelig lækker – og der var rigeligt af den. Men det aller bedste var, at det var vanvittigt billigt. Det var et super hyggeligt sted, så jeg blev hængende og gik i gang med den John Stuart Mill bog jeg skal bruge til mit projekt – iøvrigt en super bog, men mange spændende frihedstanker. 

Anyways, så var stemningen på cafeen super god. De kom med gratis smoothie til mig, lidt frugt og is senere, og hele tiden koldt vand. Det er bitte små ting, men det er sgu da god service.

Der var to der arbejdede der, en tjener og en kok. Kokken havde lige været til Danskhedsprøve, hvilket vi sludrede ret meget om. Det er sgu en tåbelig test, altså de spørgsmål er jo vanvittige… Tjeneren spurgte ind til min opgave, hvilket endte med en meget skæg diskussion om rygeloven.
Det er sjældent at jeg virkelig bliver positivt overrasket, men det her sted, får altså seks stjerner af mig. Servicen er overvældende, kvaliteten høj og jeg kom kun af med 56 (!!) kroner. Cafe Exotic, husk det. Og hils fra mig

Jeg er ikke meget for sælgertyper, og specielt ikke gadesælgere. Jeg havde engang et møde med en, som spurgte om jeg ville gøre noget godt for verden. Så svarede jeg, at han ikke skulle prøve at pådutte mig dårlig samvittighed, når han selv tjener kassen på at stå på gaden, penge der ellers kunne gå, til eksempelvis den trejde verden. Hvis han virkelig mente det, så gjorde han det frivilligt.

Han blev ret sur på mig, brokkede sig og sagde: “Jamen jeg skal jo have et eller andet job, og de vil ikke have mig andre steder”. Jeg var i mega dårligt humør den dag, for jeg kiggede på ham og sagde: “Hvis du nu blev klippet, fik noget ordentlig tøj på – og pillede alle de pircinger ud af hovedet, så ville det nok gå lidt nemmere”. Han kiggede meget fornærmet på mig, og konstaterede: “Hold da op, du er virkelig et dårligt menneske!”  

Jeg hader de sælgere. Altså jeg laver politisk arbejde hver evig eneste dag, frivilligt og ganske gratis, for at være med til skabe en bedre verden. Så skal han ikke stå der, og tjene 120 kr i timen, og prøve at spille smart…

I går mødte jeg dog en sælger, som var lige 10 % klogere end de andre. Han spurgte mig først: “Har du 10 sekunder til at tale om menneskerettigheder?”. Jeg sendte ham et venligt smil, og sagde desværre. Så råbte han efter mig: “Men ved du måske, hvor det nærmeste posthus ligger?”. Så stoppede jeg naturligvis op, og forklarede ham grundigt hvor han skulle gå hen. Først da jeg var gået videre, fattede jeg, at han bad om vej, for at vise det paradoksale i, at jeg havde tid til at forklare vej – men ikke høre om menneskerettigheder. Det var alligevel lidt kvikt…

Jeg havde en rigtig spøjs oplevelse forleden, som jeg virkelig har moret mig meget over. Jeg var et smut på Rigshospitalet for at få tappet blod, og faldt ret hurtigt i snak med den ret søde sygeplejerske. Vi talte lidt frem og tilbage, om sommerferie og sådan. Jeg fortalte, at jeg desværre var nødt til at skrive en eksamensopgave, som jeg havde udskudt på grund af Europa-Parlamentsvalget.

Så kiggede hun på mig, læste mit navn op – “Mette Abildgaard, det er der jeg kender dig fra. Gud, jeg stemte sgu på dig!”. Det var simpelthen så sjovt. Jeg ved, at jeg fik 14.915 stemmer, men at møde en helt tilfældig person, som satte sit kryds på mig – var virkelig skægt.

Hun havde taget forskellige test på nettet, og der var jeg endt som den hun var næstmest enig med. Hun var mest enig i en af de andre Konservative kandidat, en lidt ældre mand, men hun synes jeg var forfriskende og ung – og det havde ledt hende ind på min hjemmeside. Hun havde set linket til Clements besøget, og efter at have set det – besluttede hun at stemme på mig.

Det var simpelthen en sjov oplevelse, også fordi hun ikke lignede typen på den typiske konservative vælger. Det er også fedt, Vi sludrede så meget, at jeg ikke engang lagde mærke til at hun stak mig – og jeg er ellers temmelig bange for nåle.

Så er det snart ved at være tid til sommerferie, eller det vil sige, jeg skal bruge min sommer på at skrive en 45-siders lang eksamensopgave – vidunderligt… 

Bloggen vil også gå lidt på ferie, det vil sige, at jeg ikke vil opdatere den reglmæssigt de kommende uger. Hvis der sker noget skægt, eller jeg bare keder mig, så skriver jeg naturligvis – men forventet ikke alverden. 

Men jeg vender naturligvis tilbage i daglig stil igen, hvis det nogensinde lykkedes mig at blive brun, og få skrevet 45-sider.

En af de ting jeg har glædet mig til, under valgkampen, har været at få mere tid til at hygge med min gode veninde Nikoline. Vi tog hul på en ny tirsdagstradition i dag, og var i biffen for at se Anti Christ. Der er sagt og skrevet mange vanvittige ting om den film, men alligevel overraskede den.

Den var smuk, storslået, klam og uhyggelig – og ja, uforståelig. Nikoline og jeg blev enige om, at vi vil sende en mail til vores dansklærer i gymnasiet, Steen Fiil, og bede om fortolkning

Men en vild film, der gør noget ved en!

For et halvt år siden købte jeg en nye Ikea reol, med plads til masser af kasser – de skulle rumme min dårlige samvittighed. I dag gik jeg i gang med at rydde op i kasserne, og det førte til mange interessante fund, som jeg lykkeligt havde glemt alt om.

Det første jeg fandt, var mine løbesko. Jeg har jo løbet temmelig meget, og det er ikke engang et år siden jeg løb mit halvmarathon, men de sidste måneder, har skoene ikke set dagens lys. Men selvom skoene har været gemt væk i en kasse, har min dårlige samvittighed været lidt for stor, til at kunne gemmes væk så let. Så i dag hoppede jeg i skoene, og løb mig en dejlig tur i Fælledparken. Det var vanvittigt hårdt, og jeg kunne ikke holde til ret meget – men jeg havde god samvittighed, for nu er jeg i gang igen. 

Jeg fandt også en del studiebøger, i mine kasser. Dem begynder jeg at kigge i i næste uge, ét skridt af gangen må være rigeligt

Jeg har tit tænkt på, hvordan livet ville være efter d. 7. juni 2009. Selvom jeg har forestillet mig forskellige scenarier inde i hovedet, og har forsøgt at forberede mig på det meste, så kommer det alligevel bag på mig. 

Først og fremmest, så er man bare ufattelig træt. Det er ikke den slags træthed der kan soves væk, desværre. Jeg vågner stadig rimelig tidlig om morgen, og fornemme den der “valgkamps” uro i kroppen, ala “nu er det nu”. Men det er meget skønt så at kunne sige til dig selv: “Nej Mette, valget er ovre – du fik næsten 15.000 stemmer, sov nu bare videre!”. Og det prøver jeg så…  

Men dybest set er kroppen bare sløv og det er nu man mærker resultatet af alt for mange dage der er startert kl. 05:00 og sluttet kl. 02:00 – og det forsvinder desværre ikke ved at sove længe et par dage i træk. Men hovedet er også ramt, og jeg synes det er svært at overskue noget som helst. I dag var jeg i Netto, og det var en kamp uden lige. Det var heller ikke lettere af, at jeg ikke har været der i tre måneder, og så har de flyttet om i mellemtiden. Jeg kunne ikke finde hyldeblomsten, hvilket næsten fik mig til at gå hjem i protest  

Der er stadigvæk temmelig mange praktiske opgaver der skal ordnes, men gud hvor jeg næsten ikke orker det. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan man ville have det, hvis man havde fået et skidt resultat. Så må det være træls… 

Jeg fandt dog overskud til én ting i dag, ud over at vaske tøj og gå i Netto, nemlig at blive klippet. Jeg har længe ville have klippet lidt af i længden, og i dag tog jeg så springet – uden videre succes. Jeg er simpelthen også bare for dum, når det kommer til frisører. Jeg orker ikke at bestille tid, så jeg går bare ind hvor de lige har en ledig tid – og ja, de steder der ikke er booket op, er sjovt nok de steder andre ikke gider komme. Konsekvensen af det, er den småskæve frisure jeg har fået Men det går nok, jeg er ikke så sart med sådan noget…

Der er masser af praktiske ting der skal ordnes efter sådan et valg, for eksempel skal alle plakaterne pilles ned, og afleveres igen. Derfor mødtes Buster og jeg i dag i Sandbjerg, for at tage imod plakaterne.

Buster skulle dog afsted for at holde et oplæg hos Rotary, men eftersom de sidste foreninger lod vente på sig, tog jeg et hurtigt smut med ham. Hold da op, hvor føler man sig malplaceret, når man “kigger forbi” hos sådan en flok, når man kommer uden makeup, i t-shirts og beskidte jeans, og ja, kawasaki sko.  

En af deltagerne valgte så at fortælle til forsamlingen, at jeg havde fået intet mindre end et fantastisk valg, med næsten 15.000 personlige stemmer. Derefter fik jeg et par elevatorblik, tror lidt de havde svært ved at forestille sig det.