Mettes blog

Jeg er nævnt i dag i Berlingske, Ekstra Bladet, Jyllandsposten, Urban, Metroexpress, Kristelig Dagblad, Fyns Stifttidende, BT mv. Dejligt! Ifølge Ida, min søde journalist veninder, er der 36 medier der har bragt historien indtil videre.

De fleste historier minder om hinanden, og ser cirka sådan her ud: 

Unge stiller op til Europa-Parlamentet

Mette Abildgaard (K) stiller op til Europaparlamentet for Det Konservative Folkeparti.

Hun læser samfundsvidenskab på Københavns Universitet, og så er hun lige fyldt 20 år. Hun er med til at trække gennemsnitsalderen blandt kandidaterne til Europaparlamentsvalget i juni ned.

Sidste udkald før pension
Det har ellers været reglen, at forhenværende ikoner i dansk politik stiller op til Europaparlamentet efter aftjent politisk værnepligt i Danmark. På grund af kandidater som Poul Schlüter (K), Mogens Camre (DF), Poul Nyrup (S) og Bendt Bendtsen (K) har det europæiske folketing fået kaldenavnet ‘elefantkirkegården’.

Det lettere kyniske navn henviser til, at ældre politikere tager et smut omkring europapolitikken, før de går på pension.

Gennemsnit på 23 år
Men billedet ændrer sig ved det kommende parlamentsvalg. Gennemsnitsalderen blandt de fire største partiers yngste kandidater er på bare 23 år. Til sammenligning er gennemsnitsalderen for Europaparlamentsmedlemmerne i dag 56 år.

Marlene Wind fra Københavns Universitet mener, at de unge mennesker kan bidrage med en vitaminindsprøjtning til EU.

- De ældre ser måske det her som en retrætepost, mens de unge har et helt andet gå-på-mod, siger hun.

En god ven har påpeget, at han aldrig ved hvor jeg er, når jeg siger “hjemme”, og det har han måske ret i. De sidste par dage har jeg på Facebook heddet “Hygger hjemme”; og i dag på MSN hedder jeg så “Hjemme igen”. Det i sig selv, er der intet underligt i -men eftersom jeg har taget toget fra Horsens til København, så har “hjemme” ændret geografisk betydning.

Jeg har boet i København i halvandet år nu, og jeg har elsket det siden første dag - men jeg troede alligevel at det ville tage længere tid, før jeg ville føle mig “hjemme” her. Men jeg har egentlig også engang læst i en undersøgelse, at det tager en cirka halvandet år, at falde 100 % til et nyt sted - og det er måske rigtigt.

Mit kære hjem her i Kbh, blev dog noget skønnere efter at jeg gav det en tornado rengørring da jeg kom hjem i dag. Det krævede udluftning i en halv time, før lugten af rengørringsmidler var væk. Men nu er her til gengæld også skønt, og jeg kan gå ind i det nye år med farvesorteret tøj (jeg er ordensmenneske til fingrespidserne), rent sengetøj og sågar uden fnullermænd under sengen :) 

Selvom jeg efterhånden også har et dejligt hjem her på Rådmandsgade 61, 320, så er der ingen tvivl om, at intet hjem nogensinde vil rumme så mange varme minder og gode historier, som det på Bøgebjergvej 17, Føvling.

Det varmer virkelig i hjertet, når der komme gode Konservative udmeldninger, som denne her fra Lene Espersen:

Økonomien må aldrig stå over barnets bedste 

”Flere undersøgelser viser, at den kommunale økonomi har udbredt betydning for indsatsen over for udsatte børn - mod slutningen af året er der markant færre anbringelser end først på året. Der må gerne inddrages økonomiske hensyn, når man tilrettelægger sociale   indsatser, men det er simpelthen ikke acceptabelt, hvis økonomien vejer tungere end barnets bedste.”

Det fastslår den konservative partileder, Lene Espersen. I et nyt socialudspil kræver Konservative et opgør med, at kommuner anbringer markant færre børn sidst på året end først på året.  

Lene Espersen foreslår derfor, at der foretages et hurtigt arbejdende udredningsarbejde, som belyser muligheder, samt fordele og ulemper ved at løsrive den kommunale økonomi, hvad angår særlig udsatte børn, fra den almindelige driftsramme samt muligheder for at styrke kommunernes økonomiske incitamenter til at fremme det forebyggende arbejde. Desuden foreslår Konservative, at der sættes et modelforsøg i gang i fem kommuner i en periode på 2 år, hvor anbefalingerne til en ny økonomisk struktur for området med særligt udsatte børn afprøves.

Lene Espersen peger desuden på, at også forhold, der vedrører plejefamilier, bør kigges efter i sømmende:

”For mange børn er en plejefamilie en god løsning, men det bygger naturligvis på, at familien både er i stand til at rumme barnet og tillige rumme barnets forældre. Det er ikke altid en let opgave og nogle plejefamilier må derfor give op. Det er et problem, når vi samtidig ved, at kontinuiteten er afgørende for om barnet klarer sig godt,” siger Lene Espersen.

Konservative foreslår derfor, at plejefamilier tilbydes mere uddannelse og supervision for at kunne rumme og håndtere de svære børn og deres forældre. Samtidig foreslår partiet, at der iværksættes et udredningsarbejde, som skal belyse mulige løsninger af problemstillingen omkring vederlagene til plejefamilier.

”Udsatte børn er blandt samfundets allersvageste. Deres behov skal komme i første række ,” siger Lene Espersen og understreger:

 ”Derfor skal vi væk fra, at det er kommunal kassetænkning, tilfældig sagsbehandling eller uforberedte plejefamilier, der afgør, om et barn får en god fremtid eller ej.”   

Jeg bliver aldrig noget ved musikken, det har været tydeligt lige siden jeg første gang åbnede munden og sang, og det blev yderligere bekræftet da jeg havde musik i gymnasiet. Jeg havde et pænt snit i gymnaiset, men musik trak på alle måder ned. Det siger en hel del, at jeg ikke kunne ryste de der æg, og synge på samme tid - for jeg kunne ikke holde to takter samtidigt. 

Men musikken har nu heller aldrig rigtig været noget for mig. Mange af mine veninder sætter fantastisk meget pris på musik, sådan har jeg egentlig aldrig haft det, overhovedet - og dog. Sidste jul købte jeg nemlig en mp3 afspiller, og min veninde Elin var så sød, at hun lagde 89 sange ind på den. 
Eftersom at jeg hverken har teknisk eller musikalsk snilde, har det været de samme 89 sange jeg har hørt igennem det sidste år - og dem har jeg tilgengæld også hørt så meget, at jeg kan dem allesammen udenad, og den nøjagtige rækkefølge de kommer på. Faktisk har jeg været rigtig glad for den, når jeg skulle med toget om morgenen, og virkelig ikke orkede at snakke med de andre, eller bare skulle cykle hjem fra Nørreport, mens regnen silede ned. 

Nu har jeg så taget det store spring at købe en Ipod. Eller ja, faktisk var det en julegave til mig selv. Jeg fandt ud af, at min bror giver sin kæreste julegave for temmelig mange penge, og så synes jeg ligesom, at det var uretfærdigt at jeg skal underbegaves, bare fordi jeg er single. 

Den er super smart, let, flot, nem og lækker. I looove it. Men gud, hvor er det dog dyrt at hente musik. Men jeg gør det lidt af gangen, så det ikke bliver for krydret. Men jeg er allerede rigtig glad for den.

Jeg bliver helt sikkert aldrig noget ved musikken, men derfor kan jeg jo godt give musikken muligheden for at blive noget for mig!

De der kender mig rigtig godt, ved hvilket dybt passioneret forhold jeg har til BIlka - ja, jeg vil nærmest kalde det religiøst. Men forleden tog vores forhold en uventet drejning, og lige pt., er det Bilka der skal bede mig om tilgivelse og ikke omvendt!

Jeg var derude med mor og ungerne, og da kokken pludselig slog 13:00, gav Mia og Najas opførsel udtryk for, at det var tid til at få noget mad, og få blodsukkeret op. Således tog vi plads i Bilkas Bistro-lignende ting, og bestilte noget mad. 

Da jeg er halvvejs igennem min burger, tager jeg det skæbnesvangre bid, som for altid har ændret mit forhold til Bilka. Frem springer nemlig en reje, og ikke bare en reje - men en halv reje - og jeg HADER rejer. Hvordan den havnede i min burger, er mig stadig et stort mysterium, eftersom at det på allemåder var en hel almindelig burger jeg bestilte. 

Men men, hvordan reagerer Mette så i denne krisesituation? Først og fremmest fik jeg lynhurtigt spyttet den halve reje ud, lagde den på en serviet, og vandrede meget resolut og bestemt op til disken:

Mette: Undskyld mig, er rejer en standardingrediens i jeres  burgere? 
Ekspedient: Neeeej, det er det ikke…
Mette: Kan du så forklare, hvorfor jeg fandt dette klamme dyr i min mad (Mette knalder rejen på disken…).
Ekspedienten: Uhh, det er jo godt nok ked af - det må være en fejl.
Mette: Det håber jeg så sandeligt… Jeg er faktisk temmelig allergisk over for rejer, så hvis jeg nu bliver syg, så sagsøger jeg jer - big time

Okay okay, sidste sætning fandt måske ikke sted - men jeg forlangte ihvertfald at få pengene tilbage. Føj, rejer hører altså bare ikke til der.

Til dig kære Bilka vil jeg bare sige, jeg er ikke sur - jeg er skuffet!

Efter næsten en uge uden blogindlæg, er jeg igen tilbage på nettet. Min mor kom i dag med en mavebitter kommentar: “Hmm Mette, jeg tror ligesom ikke folk gider læse om din ynkelig ungdomskærlighed mere, kom videre”. Dette måtte jeg ligesom tage til mig, så nu er jeg igen tilbage på bloggen. Jeg kan fortælle, at ungdomskærligheden, som jeg refererede til i mit sidste indlæg, har skrevet til mig igen. Så helt glemt, er jeg ikke…

Jeg har haft en skøn jul med familien, og er blevet overdynget med julegaver, god mad og hygge med min dejlige familie. Det er vidunderligt at være i Føvling.

Vi kender det allesammen. Ungdommens store kærlighed, som bare aldrig rigtig blev til noget. I mit tilfælde, hed han Rune, og vi mødtes på Langeland, i sommeren 2002, da jeg var 13 år gammel.

Jeg var på ferie med min to bedste veninder Cecilie og Kathrine, og han var der med sin ven Nicolaj. Jeg blev simpelthen helt forelsket i ham, og det endte da også med lidt kysseri, men også et knust hjerte. Han boede i København, og jeg i Jylland. Men det ændrede ikke på, at jeg brugte en hel spejderlejr på at være ulykkelig - for at var jo klart mit livs kærlighed.

For nogle måneder siden havde jeg besøg af en ven, som så ved et rent tilfælde, så mit fotoalbum, hvor der rent faktisk var et billede af Rune og jeg. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg har gemt det, måske fordi jeg ser så ung, tynd, brun og smækker ud på billedet - og havde min lækre bikini på, som jeg fik at mit store idol Ellen, i konfirmationsgave. Men min ven genkendte ihvertfald Rune, som var en ven til hans storesøster -og før jeg vidste af det, lå der en facebook besked til mig, fra min gamle sommerflirt Rune.

Men nu kommer historiens chokerende tvist. Rune kunne ikke huske mig! Altså, jo,  han skrev om vi havde mødt hinanden i Italien, eller var det Langeland - bare tvivlen hos ham, var klart nok til at knuse mit hjerte igen Så nu går jeg og har seriøse kæresorger, her seks år efter… Livet er hårdt haha!

Jeg er så uendelig træt og smadret, og det blev på ingen måder bedre af, at vi sluttede arbejde af med et par juleøl. Så nu vil jeg gå i seng, kl. 17:48. Imorgen står den på julegave indkøb…

Godnat!

I de sidste tre nætter, har jeg i alt fået 10 timers søvn, og det kan mærkes. Da jeg i 2004 var på Konservativ Ungdoms Konsulent Kursus, fik vi 10 timers søvn på en hel uge - men jeg kan altså godt mærke, at jeg er ved at blive gammel.

Turen ned til Luxembourg var temmelig hård, 15 timer i bus. Men det hele var faktisk lige ved at gå galt, for jeg sov over mig. Simon og jeg havde aftalt, at jeg skulle ringe til ham 06:00 for at sikre, at HAN var oppe. Men det  var Simon der sendte mig en sms 06:10, med teksten “Er du oppe?” - det kan jeg så afsløre at jeg på ingen måde var, og jeg skulle ud af døren 06:15… Men jeg nåede det, og var endda en af de første der var ved bussen.

Vi har i dag besøgt EF-domstolen, og den dansk dommer Lars Bay, og så har vi været i Revisionsretten. Det har været super spændende alt sammen, men jeg kan virkelig godt mærke i min krop og på mit humør, at jeg er træt og trænger til ferie. Det har været hårdt med vores eksamensskrivning, men de andre i min gruppe afleverede vores opgave i dag - så nu har jeg faktisk officielt juleferie. Der er bare SÅ meget jeg skal nå inden den 24, for eksempel købe gaver til min kolosale familie, så det skal nok blive til en god omgang julestress.

Imorgen skal jeg på besøg i Europa-Parlamentet, og sige hej til Christian Rovsing og Lisbeth - det skal nok få lidt energi frem i mig, de er altid så hyggelige.

Nu vil jeg ligge mig til at sove, for vores program starter imorgen kl 6:00 (!!), hvor der er afgang med bus fra hotellet…

Den gode nyhed er dog, at denne her hotelseng er HELT fantastisk, søvn er altså virkelig undervurderet. Når det her EP-valg er overstået, så skal jeg sove i den næste hele måned…

I morgen kl 7:00 skal jeg være ved DGI-byen, da jeg skal på en fire dages studietur til Strassbourg og Luxembourg med de andre EP-kandidater, og nogle af de folk, der hjælper os med vores kampagner. Så jeg har fået lokket Simon Nissen med, så det skal nok blive nogle inspirerende og lærerige dage.

Vi skal blandt andet besøge EF-domstolen og revisionsretten, det bliver rigtig spændende. Ja, ved godt det lyder dødkedeligt, men det er bare indpakningen der ikke er speciel sexet - altså revisionsretten afslører jo svindel med EU midler, der ville gøre selv Stein Bagger misundelig.

Jeg har fået tre timers søvn i nat, da jeg skulle tidligt op for at skrive eksamensopgave, hvilket jeg har gjort hele dagen. Vi skal egentlig først aflevere på torsdag, men eftersom jeg rejser i dag, ville jeg gerne have at vores opgave var så færdigt som muligt. Det har været intet mindre end fantastisk at skrive med Michael og Josephine, virkelig sjovt. Og ja, opgaven er egentlig også blevet ganske god. 

Nu skal jeg til at pakke, ohh, hate it. Jeg kan aldrig beslutte hvad jeg vil have med, og så ender jeg med at slæbe alt for meget med - hvilket jeg synes er enormt pinligt. Jeg ved ikke om det er lidt et pigegen, men jeg hader at have store tasker med - af en eller anden grund, synes jeg ikke, at det er tæske feminint.  

Men jeg bliver simpelthen nødt til at komme videre, hvis jeg skal have noget som helst søvn i nat. Jeg vil forsøge at blogge dernede fra, men hvis det ikke er muligt, så er jeg tilbage på bloggen fredag eller lørdag.