Så er jeg for alvor kommet tilbage til virkeligheden. Det er skønt at være hjemme i Føvling, og jeg blev vækket af Mia og Naja i morges! På mange måder, er livet i Føvling, meget mere råt. København har kriminalitet og trafik, Føvling har sladder og køer! Selv løbeturene er hårdere i Føvling! Jeg var ude og løbe i morges, 9:30 sharp, og det var altså ledt. For det første, er der jo rent faktisk blæst på landet, der kan vores løbeture rundt om søerne ikke rigtig præstere. Derudover er har jo også bakker, hvilket man bestemt ikke skal undervurdere. Jeg har pænt mange undskyldninger for, hvorfor min løbetur i dag ikke var den store succes, I know, men tro mig - det er hårdt at løbe i Føvling. Derudover skete der noget ret træls… (Ja, jeg må gerne sige træls nu, for nu er jeg ligesom i Jylland!). Jeg vrikkede om på samme ankel, som led skade under Frederiksbergløbet, og endda ret meget. Den gør virkelig ondt, og den er slet ikke rar at støtte på -ØV! Nu giver jeg den ro i nogle dage, så har den bare at blive god!
Jeg havde også første dag på arbejde i dag, eller ja, første dag igen, på mit gamle arbejde. Der er virkelig en verden til forskel på Nyhavn og Udsigten, det fatter man slet ikke. Men jeg elsker sådan set begge steder. Jeg er for træt til at fortælle ret meget mere om det nu, ud over at jeg har fået et nyt øgenavn.
Tit søger demente grænser, og har behov for at man sætter dem for dem, og det gør man tit ved at være lidt bestemt, forstået på den måde, at man skal give entydige svar. Det gør jeg, og da en af de demente kan huske, at jeg vil være gymnasielærer, sagde hun så i dag: “Ja ja, læreinde, vi er jo ikke børn!” Haha, jeg skreg af grin!
Det har været en hård dag, men sådan bliver den næste måned vist… Great!
Over and out fra gæsteværelset (= mit værelse, men det vil mor og far ikke anerkende!)
