Mettes blog

Jeg skreg af grin i dag, da jeg skulle med 43′erne hjem fra Nørreport. Jeg var lidt sløv i morges, så kunne ikke lige overskue cyklen. Da jeg kom hen til bussen stod der ikke: 43, men i stedet - Hjælp Politiet. Jeg lignede et ret stort spørgsmålstegn da jeg kom ind i bussen, og jeg spurgte da også chaufføren hvad det betød. Hun anede intet om det, så hun har ubevidst kørt rundt med budskabet “Hjælp politiet” hele dagen. Sjovt… Så er spørgsmålet bare, hvorfor er bussen indstillet til at kunne hedde det? Er det i tilfælde af ulykker? Synes det er lidt mystisk…

Dagen blev også startet ud med et grin, for jeg rendte ind i nogle frivillige fra Aids-fonden i metroen. Deres kampagne hedder jo “Humor mod Aids” og de var også vældigt glade og fantasifulde nede i metoen. Jeg gav dem mine småpenge, og de kvitterede så med med rød klovne næse. Den hyggede jeg mig så med på arbejde, den er meget sjov… Jeg gik hen til de firvillige, unge kvinde, og sagde tak fordi de brugte deres fredag formiddag på at stå der. Mit arbejde med Kræftens Bekæmpelse har gjort mig opmærksom over for mange mennesker der arbejder frivilligt i Danmark, uden at få meget tak for det. Så herfra en tak til alle frivillige fodboldtrænere, håndboldtrænere, springlærere, spejderledere mfl, som har arbejdet frivilligt til glæde for mig, gennem de sidste 19 år. Tak, af hjertet tak Nå, men det endte faktisk med at jeg meldte mig til at gi Aids-fonden en hånd, så jeg skal ud og stå med næse på imorgen, før jeg skal møde på arbejde! Jeg håber ikke jeg møder nogen jeg kender!

Dagen er derudover blevet brugt på arbejde, og så har jeg sendt brev ud til alle mine søde indsamlere. Jeg mangler 4-5 ruter nu, hvilket er meget lig andre år, men det irreterer mig alligevel grænseløst at jeg ikke får alle ruter besat. Men det går fremad, og jeg arbejder nu på alle de små detaljer der gør dagen god.

Jeg har vist menuen klar til på onsdag, tror det bliver Græsk farsbrød med tomatsalat, taziki, brød og ovnkartofler. Jeg var ellers også ved at overveje Kamilas forslag her på bloggen, den var ikke nem. Det er iøvrigt rigtig lækkert når nogen tager sig tid til at smide en kommentar, det er dejligt at få lidt indput.

Nu vil jeg arbejde lidt med EP… Over and out!

Super forvirret over sommertid og solskin, vågnede jeg imorges kl 8:00. Jeg ku stadig mærke rødvinen i kroppen fra i går aftes, hvor jeg var til en hyggelig middag med Simone og Sarah. Vi fik sladret, grinet og spist, perfekt. I det hele taget stod lørdag i KU’s tegn, da jeg om dagen var på Grundkursus og tale om “Det kan du i KU!”, et fantastisk emne, for svaret er “alt hvad du vil”, så det blev et ret kort oplæg. Agh, pjat, men oplægget blev nu lidt forkortet af at jeg havde ret ondt i halsen og lød som en lungekræftpatient, der kæmper sig igennem den sidste smøg.

Det var fint jeg vågnede så tideligt, for jeg skulle nemlig i lufthavnen i dag, og vinke farvel til Niloline og Sofie da de i dag rejste til Vietnam. Det var lidt sørgeligt at sende dem afsted, men jeg er nu ret sikker på at de kommer hjem i god behold, og kufferten fyldt med oplevelser og lækre skræddersyet kjoler fra Vietnam - det er jo det bedste Men jeg fik da en lille klump i halsen, det skal jeg ærligt indrømme.

Da jeg kom hjem på kolleiget var Magnus og Darren i køkkenet, og de skulle til at bage en vandbakkelse kagemand til Hanne, som bliver 24 i dag. Jeg sad i sofen og spillede klog, selvom jeg ved gud intet aner om vandbakkelse. Vi fjollede lidt, og morede os vældigt med at pynte kagerne senere - jeg synes faktisk de blev ret vellykket. Vi overraskede så Hanne om aftenen, med kagemand og Baileys - og varm kakao, skønt. Hun havde fire veninder fra England på besøg, så der var fyldt godt op i vores dejlige køkken. Det er sådan en aften som i dag, som gør at jeg ikke engang overvejer at flytte fra kolleiget. Det er da fantastisk at bo sammen med syv gode venner, og samtidig kunne gå ind til sig selv og lukke døren. Vi har der virkelig hyggeligt her, og jeg nyder hver eneste dag på køkkenet.

På onsdag er det min tur til at lave mad i vores madklub, og det bliver en begivendhed af de størrere! Alle fra køkkenet har tilmeldt sig, de vil ikke glip af mig i køkkenet, hvilket jeg egentlig udemærket forstår. Flere af drengene har ligefrem joket med at mødes kl 17:00, så de kan sidde med en øl og se mig lave mig - tror sgu egentlig også det er ganske god underholdning, må jeg nok indrømme. Jeg har ikke helt besluttet hvad jeg skal lave endnu - nogen gode forslag? Det skal være nemt og ligetil, det er mine eneste krav… Og nej, man må ikke bare hente pizza, jeg har spurgt.

Jeg har haft en dejlig weekend, hvor jeg har fået ordnet mange småting. Jeg har faktisk også været ret flittig i dag, og fået læst en del til uni. Jeg er stadig ikke klar til indsamlingen, og mangler stadig en del indsamlere, men jeg må kæmpe videre i næste uge - det skal lykkedes.

Over and out - og godnat herfra

Kender du det, når man bliver helt åndsvag emotionel over de mindste små ting? Det hedder vist at være kvinde…

I løbet af de sidste par dage, er jeg blevet helt rørt over følgende ting

- At vågne kl 5:00 og glæde mig over lyset
- At cykle over Sortedamssøen, og se solen blive reflekteret i vandet
- At Camilla Ottesen skal lave et nyt haveprogram for DR
- At Martin vandt X-Factor
- At høre sangen: “Keep Smiling” - fik faktisk helt tårer i øjenen.
- At være på arbejde, og gå hjem med en dejlig fornemmele i maven.
- At spise friske jordbær med mælk
- At McDonald havde gratis morgenmad
- At se en lille pige der legede Titte-Bøh med et busskur
- At skrive et brev
- At se påskeliljer i et havebed
- At en gammel bekendt skrev at hun ville stemme på mig, og at jeg var sej
- At jeg købte en smuk vand glasflaske i Netto, til 10 kr!

Jeg synes faktisk selv at jeg er rigtig god til at glæde mig over mange små ting i hverdagen. Det er meget sjældent at jeg siger det højt, men et lille barns smil, er nok til at redde en dag. Uhh, nu bliver jeg langhåret hva, men det er altså rigtigt. Men omvendt skal der jo heller ikke så meget til, før man bliver oprørt over små ting, fx bliver jeg ret irreteret når cyklister ikke signalerer at de skal stoppe Men nu er det positive ting vi snakker om.

Der står en dejlig, men også ret trist, weekend foran mig. Jeg har haft et ret stort behov for at “rydde op” i “mit liv”, og i mit tilfælde er det ikke noget vildt eller suspekt, det handler bare om at jeg skal rydder op i alle mine papirer, mine mailbokse, mit skrivebord osv. Jeg skal ordne alle de små ting, som ellers hober sig om, og sidder som en stressfaktor i hovedet på én. Det gør mig så lettet at få overstået sådan en omgang! Imorgen skal jeg tale på KU’s grundkursus her i København, om “Dine muligheder i KU”, heldigvis et nemt emne, for man har alle muligheder, man skal bare gribe dem.

Det triste aspekt af weekenden kommer søndag, for der rejser to at mine suverænt bedste veninder afsted på deres dannelsesrejse, som vi kaldte det i gymnasiet. Nikoline og Sofie skal besøge en masse fantastiske steder, men jeg kommer godt nok til at savne dem, det ved jeg. Men jeg må følge med på deres blog

Over and out fra Rådmandsgade, hvor jeg netop nu glæder mig over at mine tulipaner stadig er smukke, og at Brad Pitt er i tv

Nu kommer jeg med et rigtigt hysterisk følelsudbrud. Du er altså hermed advaret, så vær venligst en smule overbærende med det næste jeg skriver..

Jeg er træt, træt, træt af danskerne, eller mere præcist folk der bor på Silkeborgvej! Jeg mangler stadig at få dækket en del ruter til Kræftens Bekæmpelse, og én af disse indeholder Silkeborgvej. Jeg forsøger altid at ringe til folk jeg kender og folk der tidligere har samlet ind for os, men nogen gang er det bare ikke tilstrækkeligt. Så går jeg til den løsning at slå vejen op i telefonbogen, og så efterfølgende bare ringe numrene op, én for én. Jeg taler med en overdrevet klam sød/venlig stemme, og kommer med den samme smøre hver gang: Goddag, mit navn er Mette Jakobsen, og jeg ringer fra Kræftens Bekæmpelse i Brædstrup. Jeg ringer fordi jeg står og mangler en indsamler til landsindsamlingen den 6.april, på din vej, Silkeborgvej - ku det måske have interesse?”

Hvis folk siger: “Nej, det har ingen interesse”, så siger jeg “Bare iorden, undskyld forstyrrelsen - hav en god aften!”.

Men men men, det er bare de færreste der svarer så pænt. Jeg har frivilligt og ganske ubetalt brugt tre timer af min torsdag aften, hvor jeg kunne være til fest med de andre fra uni, på at finde indsamlere. Men hvor er det bare umotiverende når folk giver en verbale svinere når man ringer, og er totalte grove.

Folk er også enormt kreative til at finde på undskyldninger. Top 3 undskyldninger nok arbejde, sommerhus og weekendtur. Jeg ringede til en kvinde som sagde: “Nej, jeg har arbejde i denne her weekend - som den eneste i denne måned, uheldigt!”, hvortil jeg så svarede: “Okay, men indsamlingen er faktisk først i næste weekend, d. 6. april” - “Jamen hov, der har jeg faktisk også arbejde, har jeg lige opdaget!” Ej altså, hvor dum tror hun jeg er.

Som sådan har jeg ikke noget i mod at folk ikke vil/kan samle ind, jeg siger heller ikke ja til alle der ringer til mig, selvom jeg forsøger. Det er mere det, at folk så direkte lyver for mig, istedet for bare at spare begges tid og sige: “Jeg har desværre ikke lyst!”. Det ville være så meget mere simpelt…

Der er også nogle som er direkte modbydelige. Jeg nåede kun at sige at jeg var fra Kræftens Bekæmpelse, før han sagde at han ikke gad bruge tid på mig, og smækkede på. Hvis jeg var bare LIDT mere rebelsk, så ringede jeg op igen, og gav ham en skideballe. Altså jeg er for guds skyld ingen telefonsælger, og jeg accepterer venligt og højligt afslag. Jeg forsøger bare at få samlet nogle penge ind til kræftramte menneske. Jeg forventer hverken en hædersmedalje eller nobels fredspris for det, men omvendt gider jeg ikke finde mig i verbale klø fra sådan en bonderøv. Basta! Næste gang ringer jeg sgu op igen…

Jeg dummede mig dog også i løbet af mine opkald. Personen der tog telefonen sagde “Ja, det er Hanne!”. “Hej Hanne, jeg vil lige høre om jeg må tale med din mor eller far?” - pause, efterfulgt af et enormt grin - “Haha, det er sgu ikke rigtigt muligt du!”. Så var der dælme “moren” jeg havde fået fat i, men synes bare stemmen lød så ung - pinligt Og intelligent som jeg jo er, blev mit opfølgningsspørgsmål: “Gud, er du voksen?” - haha! Jeg kunne jo ligeså godt opgive at redde den. Hun kunne iøvrigt ikke samle ind, hun sku til barnedåb…

Selvom jeg lige har svinet folk fra Silkeborgvej, så var der heldigvis også nogle venlige sjæle, som var glad for at man ringede, men desværre ikke kunne. Jeg ringer videre imorgen, lørdag og søndag, ihh hvor jeg glæder mig.

Nå, billedet jeg blogger i dag, har absolut intet med Kræftens Bekæmpelse at gøre. Det er et billede af Magnus fra kollegiet, som er på vej ud og løbe i sit über hippe enormt stramme løbetøj, som ikke overlader meget til fantasien. Jeg griner altid ret meget af ham i det tøj, så billedet er lige med til at få humøret en tand op

Sidste gang vi havde 48-timers eksamen på uni, var jeg ekstremt overskuds agtigt… Jeg nåede at læse de sidste par hundrede sider af den sidste Harry Potter bog, og jeg var ude og være social om aftenen. Det var alligevel med god samvittighed jeg afleverede opgaven, for jeg syntes sådan set det var godt det jeg havde skrevet.

Denne gang er det lige stik modsat! Selvom jeg kom sent i gang på grund af mit besøg i Rejsby, kan jeg ikke bruge tiden som undskyldning for min indsats i denne opgave. Jeg har brugt virkelig meget tid på opgaven, synes jeg, men jeg er simpelthen så nervøs for indholdet af det jeg har skrevet. Opgaven er en blanding af økonomi og faget PRR; ikke to fag jeg er super begejsteret for. Jeg er vist mere til politologi og sociologi, det er vist der min niche her - den er ihvertfald ikke i økonomi.

Jeg mødtes med Nils og Michael i dag, og vi brugte et par timer på at gennemgå det vi har skrevet. De talte en del om tabeller og formler, alt i mens jeg sad og dagdrømte mig væk til en eksotisk ø, langt væk fra eksamen og sne. Jeg fatter simpelthen INTET af figurer, det er helt volapyk for mig. Min hjerne kan ikke kombinere de to akser og hvad der sker ind i mellem dem.

Det tror jeg også Niels Bollerup måtte indse da han var på besøg i dag. Han hjalp mig over msn i går, men kunne vist godt mærke min desperation, så han tilbød at komme forbi og hjælpe i dag. Han forklarede og tegnede, og jeg forstod det sådan set godt når han viste mig det, men når jeg selv skulle forklare det - så var jeg ligeså mundlam som til min matematik eksamen i gymnasiet, hvor jeg endte med at sætte hænderne i siden, og indrømme at jeg ingen ide havde.
Men Niels var meget pædagogisk, og han hjælp mig godt - det er altid godt at have en politistuderende i vennekredsen.

Jeg er slet ikke stolt over at skulle aflevere imorgen. Jeg kan ikke finde ud af om jeg bare er møg hyseterisk, eller om jeg i dette sekund er ved at give mig selv en undskyld for at dumpe. Begge dele er ret dumt - men jeg har sgu bare en dårlig mavefornemmelse. Men ja, nogen gange skal man bare tænke - “Hvad er det væreste der kan ske?”. I dette tilfælde er det væreste at jeg dumper, og så skal op til en mundtlig eksamen. Jeg plejer at kunne tale mig fra det meste (sådan da), så det ville jeg nok kunne klare - med mindre jeg skal forklare kurver og modeller - ohhh no!

Jeg er simpelthen det dummeste kvindemenneske. Når jeg synes min eksamens opgave er elendig, så får jeg en enorm trang til at alt andet omkring mig skal være godt - for ligesom at kompensere. Så jeg har fået skiftet sengetøj og gjort rent i dag - og såmænd også købt blomster til mig selv, dumt…

Lur lige hvor seriøse drengene var i dag, imponerende… Agh, det var nu dejligt at se dem igen, og få svinet hinanden lidt - fantastisk sjovt.

I går skete det jeg i lang tid drømte om, jeg vendte tilbage til min gamle efterskole, Rejsby Europæiske. I dag drømmer jeg primært om at overtrækket på kontoen skal forsvinde ud i den blå luf, men den første halvdel af 1. g gik med at drømme mig tilbage til de trygge rammer på REE!

Jeg var på skolen for at tale om mit internatioanle arbejde, og selvfølgelig mit EP-kandidatur, og det var skønt at være tilbage. Jeg skulle tale i dag kl 9:00, så jeg blev nødt til at tage derned i går aftes - for lige at sætte alting i perspektiv kan jeg fortælle at det er så langt ude på landet, at man ikke kan bestille pladsbillet til toget. Jeg var egentlig ved at opdatere bloggen i går aftes, om min bowling tur med Nikoline og Louise, men så blev der slukket for det trådløse netværk. Da jeg gik på efterskole var det trådløse netværk jo nærmest ikke opfundet, eller så gammel føler jeg mig ihvertfald.

Jeg sov over mig i morges, det var virkelig tæt på at gå galt. Jeg kan åbenbart ikke finde ud af alamen på min nye mobil, den vækkede mig ihvertfald ikke kl 06:30 som jeg ellers udførligt bad det om. Jeg nåede dog det hele til kl 9.00, og jeg fik holdt mit oplæg - det gik fint nok. Jeg taler jo som altid forfærdeligt stærkt, og bliver så hæs halvvejs, det er Mette-stilen. Der er da også flere af eleverne der har tilføjet mig som venner på Facebook, og har joinet min Facebookgruppe

Under mit oplæg præsenterede jeg hvilke kanaler jeg kommunikerer via som EP kandidat, hvor denne blog jo er en af dem. Jeg fortalte også de kære unge mennesker, at jeg i går tog et par billeder af nogle der var på natterend, og lovede at jeg ville blogge det her, haha!

Artig som jeg var, var jeg kun på natterend én gang under mit efterskoleophold, men uduelig som jeg også er, blev jeg selvfølgelig snuppet den ene gang det skete. Det var ikke engang for at smutte over til min kæreste, det var for at rende over i en af de andre pigehytter, hvor vi sladrede. Det resulterede i en samtale på forstanderens kontor, og et telefonopkald hjem til Lene mor. Min mors reaktion var simpelthen for sjov: “Guuud, hvor er jeg glad for at høre det - fedt! Jeg troede ikke der var noget som helst oprørsk i hende!”. Haha, forstanderen så ret paf ud da hun sagde det.

Nå, afslutningsvis må jeg jo hellere lige blogge et par billeder. Altså jeg vil sige, jeg har et mere tydeligt billede fra natterenden, men jeg vil ikke blogge det, skulle jo nødigt være årsag til at nogen kommer i problemer. Jeg kan bare fortælle at det var en nydelig ung mand, som rendt rundt i hvide bokseshorts - og som blev låst ude af sin værelseskammerat, god stil

Jeg må hellere komme videre med min 48-timers eksamen, der begyndte i dag samme tid som mit oplæg i Rejsby.

Kræftens Bekæmpelses landsindsamling nærmer sig, d. 6. april - og jeg er i fuld gang! Jeg ringer rundt på livet løs for at finde indsamlere, og indtil videre er det gået okay. Alle mine “by” ruter er dækket ind, nu mangler jeg bare en masse landruter - så hvis du har lyst at bruge din søndag i Grædstrup, Davding, Højlund, Sdr. Vissing, Addit eller Voerladegård - så giv mig et kald på 41 26 96 76!

Jeg har pakkket indsamlingsposer i dag, et helt enormt rod. Mia og Naja rendte rundt og ville hjælpe, men endte med at gøre det hele mere kaotisk - men som den enormt tålmodige storesøster jeg er, lod jeg dem hjælpe (læs:jeg råbte af dem to-tre gange, men indså at det ikke hjalp…).

Jeg kan godt li arbejdet, men det tager nu en del tid. Det er en super god sag, så jeg snupper lige et par år mere med - i år er det 4. år jeg står for indsamlingen.

Her til aften kom jeg til at lege lidt med en indsamlingsbøtte, og fik lavet min helt egen “Mette i EP’09″ indsamlingsbøtte som kan stå hjemme ved mor og far, så må de indhente nogle dadler til mig!

Til ære for jer i Afrika og andre eksotiske steder kan jeg fortælle at det sner i DK, og det bliver frost hele næste uge. Hvorfor kommer vinteren når der burde være forår? Skandale…

Fredag stod den på tøsehygge med Nikoline, Sofie og Ida - og hyggeligt var det bestemt. Det er altid dejligt at få sladret igennem, og høre hvad nyt der sker i hinandens liv. Nikoline og Sofie var selvfølgelig meget optagede af deres snart forestående rejse til Vietnam mm., hvilket er fuldt forståeligt - det bliver helt vildt for dem! Jeg planlægger at tage ud i lufthavnen for at vinke farvel til dem, og vise dem vej til den rigtige check-in skranke

Sofie lavede den mest fantastisk lammesteg, og desserten var også top klasse - der er altså lidt Bree over hende (på den gode måde..) Vi miksede også en masse drinks, bestående af en frygtelig masse frosne bær. Desværre kunne jeg slet ikke tåle de der bær, jeg blev simpelthen så syg. Nu vil den mistroiske læser sikkert tænke at det nærmere var alkohollen (er der to l’er i når det bøjes?) jeg ikke kunne tåle, men der tager man helt fejl. Jeg var på ingen måde fuld, overhovedet, men alligevel endte jeg med at bruge hele natten på alle fire, øv…Da klokken blev 5.30 fik jeg simpelthen for ondt af mig selv, så jeg ringede til far og bad ham hente mig - og så trodsede farmand snestormen og kørte de 30 km for at hente mig - godt man har ham

Lige et par billeder - bemærk de enormt kunstige smil på det første billede - opstillede billeder er så skønne Det andet billeder viser årsagen til min forfærdelige nat…

Ej altså, nu er Bendt hoppet med på bølgen, og vil have danske virksomheder til at redegøre for hvad de helt konkret gør for at få flere kvinder ind i bestyrelserne. Jeg får kvalme…

Jeg synes simpelthen det er så usmagelige en diskussion, og Socialdemokraternes krav om kvinde-kvoter i bestyrelserne gør mig rasende. Så fremstiller man da for alvor kvinder som det svage køn, der ikke magter at opnå magt på egen hånd.

Kvinder skal kun i bestyrelserne hvis de er de bedst egnede, og hvis de VIL. Man skal ikke have kvinder med, bare for at have det, det synes jeg ikke bør være et mål i sig selv.

Jeg vil ALDRIG sidde i en bestyrelse, fordi man SKAL have en kvinde, jeg vil sidde der fordi jeg har noget at byde på (forhåbentlig).

Jeg tænkte lidt over det på KU’s landsråd, da der igen igen, var meget få piger på talerstolen. Jeg tror nok der var ca. 5 piger på talerstolen i alt, mens der jo var 5-6 gange så mange mænd. Det er skide ærgeligt, men det er kun pigernes egen skyld - man skal turde tro på sig selv og tage skridtet, selvom det nogen gange er svært.

Jeg kan iøvrigt fortælle at jeg de seneste par dage er blevet kontaktet, og tilbudt flere kredse til Folketingsvalget. Jeg takker nej til dem, for det er EP jeg vil nu, og EP skal ikke bare være “et skridt med FT”. Engang er det da en drøm, og jeg blev enormt beæret over det - men det er ikke nu.