26  aug
Tillykke søs!

Tak for et helt fantastisk bryllup! Det var virkelig magisk!

Her er lige lidt billeder…

Af Mette Abildgaard, søn d. 26. august 2007 kl. 17:39 | Sig hvad du mener »

…Tillykke med din fødselsdag…

Min kære mormor Mette, som jeg er opkaldt efter, fylder 88 år i dag – helt fantastisk. Hun er stadig en skøn kone, med masser af gå-på-mod! Vi fejrede hende i søndags, dejligt at jeg ku være med.

Har arbejdet 12,5 time på Nyhavn i dag – skønt… Det er rent faktisk et super job, men ret hårdt lige at vænne sig til. Men jeg skal nok blive super glad for det. Jeg starter på uni imorgen, og skal så på arbejde bagefter.

Jeg er død træt, så smutter i seng! Over and out – og tillykke mormor!

Af Mette Abildgaard, tirs d. 21. august 2007 kl. 22:20 | Sig hvad du mener »

Uhh, jeg synes godt nok der sker mange ting lige for tiden – også selvom man ikke kan se det her på bloggen! Siden sidst har jeg været på tur med KU, 45 mennesker til Tallinn i 5 dage. Vejret var helt fantastisk, godt og vel 25 grader hver dag, så det var bare vildt lækkert – vi fik endda mulighed for at komme til stranden. Egentlig var jeg ikke vildt oplagt til turen, og slet ikke på at drikke, men det gik nu over alt forventning. Jeg havde en virkelig sjov tur, og fik talt med en hel masse nye mennesker, og det er jo altid en fornøjelse! En af de absolut sjoveste oplevelser dernede, var noget så simpelt som en taxi-tur. Jeg sidder på forsædet, og Cath, Louise og Trine bagi – pludselig siger Cathrine: “Mette, tjek lige ud hvad han hedder”, hvorefter jeg kigger på taxi chaufførens navneskilt, og skriger af grin! Manden hedder “Peter Plüss”! I løbet af meget få sekunder skriger vi allesammen af grin, og Trine begynder endda at nynne Peter Plyss melodien.. Til sidst bliver jeg så nødt til at forklare ham hvorfor vi griner, og beder ham så om at udtale sit navn – og det lød 100 % som Peter Plyss!

Jeg var hjemme i København igen søndag aften, men havde ikke rigtig mulighed for at sove længe mandag morgen – havde nemlig en jobsamtale kl 9:00. Jeg har søgt jobbet som studentermedhjælper hos Det Konservative Folkeparti, inde på hovedkontoret som ligger på Nyhavn. Det er et meget alsidigt job, hvor man både laver praktiske opgaver, og har kontakt til alverdens tillidsfolk. Jeg var en anelse nervøs mandag morgen, men det var vist mest fordi jeg var nevøs over hvad jeg skulle have på – det var min første jobsamtale nogensinde, så var lidt i tvivl. Derudover var meget af mit tøj jo beskidt efter Tallinn, så var lidt i knibe – men men, jeg fandt dog lige en kjole i gennemren, der ku du. Jeg kendte begge to jeg sku til samtale hos, Alexander og Henrik, og det gjorde det hele lidt mere afslappet, men også lidt sværere, for det var svært at vide hvor meget jeg sku fortælle dem. Jeg havde egentlig ikke nogen speciel god fornemmelse efter samtalen, men synes dog at jeg fik sagt de ting jeg gerne ville sige. De sagde at de ville ringe tilbage onsdag nok, men det skete allerede i dag – og sørme jo, jeg fik jobbet :) ! Jeg er virkelig super glad for det, og er sikker på at det nok skal blive rigtig godt! Jeg skal rent faktisk allerede begynde derinde imorgen, kl 9:30, så man må sige at det er ligepå og hårdt.

Jeg smutter snart hjem til Føvling igen i et par dage, skal nemlig arbejde på Udsigten fredag, lørdag og søndag – og har lovet mor at hjælpe lidt til derhjemme. Jeg er virkelig i økonomiske problemer for tiden, det er slet ikke sjovt. Min lån på 10.000 er brugt op, og min kassekredit på 5000 er også opbrugt – hvilket efterlader mig med 500 kr i kontanter, til resten af måneden – og der skal altså betales buskort (640 kr) og RUS-tur (670 kr) – det bliver en udfordring :)

Selvom det er super træls, så er det også lidt fedt – fordi det virkelig minder mig om at jeg er flyttet hjemmefra! Jeg har efterhånden været en del på kollegiet, og har også vasket ret meget tøj selv. Det eneste jeg virkelig er bagud med, det er madlavningen. De sidste to dage har jeg fx levet af knækbrød med kylling – dog med mulighed for at feste lidt med lidt pålægschokolade også! Her til aften lavede jeg dog rigtig mad, for ku ikke lige overskue mere knækbrød – det blev tll penne pasta med dolmio (hedder det der?) sovs – alt i alt 20 kr (Netto!) Waua – det er sgu godt klaret. Det smagte dog ret elendigt, så spiste ikke ret meget – må snuppe et stykke knækbrød senere! :)

Jeg er blevet rigtig glad for at bo her på kollegiet, og har svært ved at forestille mig noget andet. Det er så lækkert at jeg har mit eget værelse og bad, men at jeg kan hygge med de andre ude i køkkenet. I dag sad vi sammen og spiste muffins, og planlagde at vi imorgen skal lave mad sammen, og derefter i biffen – det er virkelig super! Det er nogle rigtig søde tøser, og jeg tror de ender med at blive nogle rigtig gode venner. Det er dejligt at have nogen så tæt på, som man altid lige kan snakke med – fx i dag, da de ringede at jeg havde fået jobbet – der var det rart at have dem at fejre det lidt med. Men jeg kan nu godt mærke at jeg mangler min mor i sådan en situation, hun er sgu en perle! Hun er virkelig sød til at ringe til mig, og kan også mærke på hende, at hun synes det er lidt underligt at jeg er flyttet hjemmefra… På familiefronten er der også sket en del – Mia er fyldt 5, Morten er fyldt 21 og Naja har fået hul i ørerne! Derudover er min kære bror blevet alene, han har nemlig slået op med kæresten gennem 3 år – så nu skal vi i byen og score sammen :)

Her er lige et par billeder, ét af Peter Pluss, og et af min første hjemmelavede aftensmad :)

Af Mette Abildgaard, tirs d. 14. august 2007 kl. 19:44 | Sig hvad du mener »

05  aug
Sådan Lene!

Lene Espersen frygter et spenderlystent Venstre i valgkampen

Når valget kommer, vil de Konservative ikke være med til at love store gaver til alle befolkningsgrupper, som regeringen gjorde det i valgkampen i 2005, lyder det fra justitsministeren.

“Vi vil ikke igen være med til en valgkamp, hvor vi omfordeler mere af den store kage til os alle sammen,” udtaler Lene Espersen til Politiken.

Sådan var valgkampen i 2005, men regeringen har allerede spenderet rigeligt i forbindelse med trepartsaftalen og kommuneaftalen, mener den konservative justitsminister. Hun advarer imod, at der bliver brugt for mange penge på kvalitetsreformen, der skal komme til efteråret. Justitsministeren indrømmer også, at nedsættelsen af taksterne i børnehaver og vuggestuer, som var en af regeringens mærkesager i forrige valgkamp, var en fejl.

“Set i bagklogskabens lys burde vi i stedet have brugt nogle af pengene på at løfte den pædagogiske kvalitet i børnehaverne. Og så kunne vi have brugt resten af pengene på at hjælpe de svagest stillede børn, hvor forældrene er alkoholikere eller narkomaner,” siger hun.

Frygter Venstres overbudspolitik
Lene Espersen er dog bange for, at Venstre vil fortsætte sin hidtidige kurs, hvor man har været meget gavmild med uddeling af skattekronerne.

“Venstre er blevet et stort midterparti, og partiet har en ekstremt stor vælgergruppe, som skal tilgodeses. Derfor er jeg meget nervøs for, at Venstre i takt med, at tiden går, og de andre partier råber højere og højere, også forfalder til at komme med en kæmpemæssig pose penge og annoncere en masse nye initiativer. Det mener jeg simpelthen ikke, at der er råd til,” siger Lene Espersen, som hellere vil rette nye udgifter mod de allersvageste end som gaver til hele befolkningen.

Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen mener, at det var helt rigtigt at nedsætte taksterne i daginstitutionerne, og at de Konservative i øvrigt bør feje for egen dør først.

V: De Konservative vil også bruge penge
“Lene Espersen skal være velkommen til at sige det, hun vil. Men mig bekendt kommer der lige så mange udgiftsdrivende forslag fra den konservative folketingsgruppe som fra Venstres,” siger han til Politiken og fastholder, at Venstre er et økonomisk ansvarligt parti.

Den konservative justitsminister er dog stadig indstillet på at gå til valg på en ny VK-regering, men hun øjner muligheder for nye samarbejder.

“Jeg har været glad for samarbejdet med Dansk Folkeparti, som har givet stabilitet. Men på nogle punkter har det været lidt vanskeligt. Og i forhold til to af de store udfordringer, vi står over for – integration og globaliseringen – tror jeg, at både Ny Alliance og de Radikale er spillere, der ikke er til at komme uden om. De kan være med til at trække DF over i en mere globaliseringsvenlig retning,” siger hun.

Af Mette Abildgaard, søn d. 5. august 2007 kl. 10:20 | Én kommentar »