For/imod/kritisk/heiler
Man kan ikke sætte mit forhold til EU ind i et for/imod perspektiv. For hvis det skal være et EU som vil påtvinge landene en kæmpe velfærdsstat, så er jeg imod EU, men hvis det er et EU som løser grænseoverskridende problemer så er jeg for. Jeg kan heller ikke puttes ind i modstander/heiler, for det er igen relativt. Jeg er modstander af EU når de laver agurkedirektiver og bureaukratisk bøvl, men jeg vil gerne betegnes som heiler når EU laver fantastisk lovgivning som kan være med til at redde miljøet og stoppe grænseoverskridende kriminalitet! Derfor vil jeg meget nødigt have et entydigt stempel sat på mig, for mit forhold til EU er alt andet end entydigt. Når man betragter EU samlet set, synes jeg der er flest positive ting, og derfor støtter jeg op om vores medlemskab. Men jeg synes ikke at det skal udvikle sig til en europæiske føderation - folk identificere sig med at være dansker ikke europæer, i det hele taget tegner en stemme procent på 48 ved sidste EP valg om, at folk har et meget distanceret forhold til EU.
For mig er EU det fællesskab vi skal bruge til at løse de opgaver, som går på tværs af grænser og som ikke løses optimalt af det enkelte land. Disse opgaver kan EU løse meget bedre, og derigennem har EU sin berettigelse. Uden EU vil den danske stemme let blive overhørt og kun ved at stå sammen, bliver de små lande hørt. Men der findes også åbenlyse fejl ved EU, som tidligere nævnt, det er for eksempel landbrugsstøtten og det evige rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg - sådan nogle ting kan man kun være kritisk over for!
Subsidaritetspricippet
Jeg synes at subsidiaritetsprincippet er det allervigtigste i EU samarbejdet, desværre er det bare sådan et vildt nørdet ord. Men det kan heldigvis sagtens forklares på et sprog som alle forstår - EU skal løse de opgaver som ikke kan løses ligeså godt af nationalstaterne selv. Der skal være sammenhæng mellem problemstrukturen og beslutningsstruktur. Igen kan miljøet bruges som eksempel. Det er en international problemstruktur - forurening vender ikke om fordi det når den danske grænse, og derfor kræves der også en international beslutningsstruktur. Omvendt er vores velfærdsstruktur et nationalt problem, og derfor skal EU ikke blande sig her.
EU’s udfordringer
Hvis EU skal kunne overleve som international aktør, bliver de europæiske politikerne nødt til at være lidt mere progressive. EU halter bagud på en flere områder.
Frihandel:
Væksten pr. indbygger i EU har siden 1990 været 25 % lavere end i USA- hvilket vidner om problemer i vores europæiske samarbejde. Amerikanerne har fjernet forhindringerne for vækst, og har gjort konkurrencen friere. EU samarbejdet præges stadig af protektionisme og handelsbarrier, og det skal stoppes - så det indre marked kan komme til sin ret, og velstanden øges gennem kapitalisme. I kampen for frihandel, skal vi selvfølgelig også gå aktivt ind i kampen mod landbrugsstøtten, der er til skade for både de europæiske forbrugere og den tredje verden.
Uddannelse og forskning:
I den globaliserede verden er det know-how EU skal leve af - vi har ingen billig arbejdskraft. Men netop nu overhales vi blandt andet af Sydkorea. Derfor må EU arbejde målrettet for at gør det mere attraktivt at tage en uddannelse, ved fx at give optag på lige vilkår på de europæiske landes universiteter. Den skærpede konkurrence vil uden tvivl føre til en forbedret kvalitet.
EU er langt bagefter USA og Asien når det kommer til forskning, selvom at det er endnu et af de kerne områder vi skal satse på i fremtiden. Derfor skal EU lancere et nyt og ambitiøst forskningsprogram, som samler de største talenter og øger fokus på innovation og forskning - det vil være med til at forbedre vores konkurrenceevne!